Lokalpolitik

Nordjysk klage til velfærdsministeren

137 millioner kroner - det er hvad, Brønderslev, Jammerbugt og Vesthimmerland Kommuner mangler i social udligning i følge beregninger fra kommunernes evalueringsinstitut, KREVI.

Velfærdsminister Karen Jespersen (V) vil hjælpe København i kampen mod bandekrigen. Arkivfoto: Torben Hansen

Velfærdsminister Karen Jespersen (V) vil hjælpe København i kampen mod bandekrigen. Arkivfoto: Torben Hansen

Derfor melder de tre kommuner sig nu i et fælles klagekor til velfærdsminister Karen Jespersen i endnu et forsøg på at ændre udligningssystemet. Brevet kommer som en støtte til de seks fynske kommuner, der snart skal mødes med ministeren for at få rettet op på skævhederne i det nuværende system. Brønderslevs borgmester Mikael Klitgaard har tidligere offentligt bakket kommunerne på Fyn op, og han mener, det er vigtigt, at der nu holdes gang i debatten: - Vi vil gerne have ministeren til et fællesmøde med vores tre kommuners økonomiudvalg, for der er tilsyneladende dele af virkeligheden, som ikke er indarbejdet i udligningsmodellen. Vores sociale udgifter stiger eksplosivt i de her år, uden vi bliver kompenseret for det. Jeg er ikke ude efter flere penge til kommunerne nødvendigvis, men vi skal have en omfordeling og dermed en ny model, siger Mikael Klitgaard som talsmand for de tre nordjyske kommuner.