EMNER

Nordjysk kok blev nr. otte

20 finalister kæmpede ved gryderne

KØBENHAVN:Der var nordjysk deltagelse på begge sider af dommerbordet ved konkurrencen om at blive Årets Kok 2005. Blandt de 20 finalister, der kvalificerede sig ved semifinalen i efteråret, var skafboen Kasper Nielsen fra Ruths Hotel i Gl. Skagen - og i dommerpanlet smagte Mikael Christensen fra Restaurant Rosdahls i Aalborg på resultaterne af anstrengelserne, mens Per Mandrup fra Aalborg Tekniske Skole var koordinator for konkurrencen. Kasper Nielsen blev nummer otte, mens Torsten Vildgaard fra Restaurant Extra i København blev kåret som Danmarks bedste kok. Med førstepladsen fulgte en præmie på 25.000 kroner og mulighed for at kvalificere sig til verdensmesterskabet for kokke i Frankrig. Det er brancheforeningen HORESTA, der afvikler Årets kok, og søndag skete det for 13. gang. Torsten Vildgaard er 25 år og udlært på Restaurant Tinggården i Frederiksværk i 2002. Han har tidligere opnået en andenplads ved DM for kokkeelever. Søndag skulle han sammen med ni konkurrenter sammensætte en treretters menu, der skulle indeholde obligatoriske råvarer som kulmule, lammekølle, friske vagtler, friske kammuslinger, lammelever, røget duefilet og mandler. Med sejren placerer Torsten Vildgaard sig i et fornemt selskab af tidligerevindere, heriblandt Rasmus Kofoed, der netop er blevet nummer tre ved verdensmesterskaberne i Frankrig, Thomas Pasfall fra Munkebo Kro, ThomasHerman Pedersen fra Kong Hans og Jesper Koch, der sammen med sin bror, Michael, driver Restaurant Koch i Århus. Tættest på at besejre Torsten Vildgaard var 24-årige Wassim M. Hallal fra Molskroen, der dog måtte tage til takke med andenpladsen, mens 25-årigeJasper A. Kure fra Restaurant Premisse i København opnåede en tredjeplads. Wassim M. Hallal fik desuden kåret sin dessert som Årets Ret.