Kina

Nordjysk koncern vokser igen i Kina

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Aal­borg Industries er en kæm­pe­suc­ces i Kina og Vi­et­nam.

AALBORG:For fjerde gang inden for få år er Aalborg Industries - verdens største producent af skibskedler - klar til at udvide koncernens fabrik i Qingdao ved Kinas nordøstkyst. Det kinesiske datterselskab har i dag 11 år efter etableringen 570 ansatte og ventes at levere over 800 kedler i år. Ifølge koncernchef Jan Vestergaard Olsen kan man allerede nu se på ordrebogen, at produktionen næste år vil ligge betydeligt højere end i 2006. Derfor er der næsten kun en måde at klare ordrerne på, nemlig kapacitetsudvidelse på såvel mandskabssiden som i form af produktionsfaciliteter. Allerede i dag udgør den kinesiske fabrik en af de største danske investeringer i Kina. Til gengæld står Aalborg Industries over for at lukke sin produktion i Indonesien, hvor den nordjyske koncern har haft 100-150 ansatte på en fabrik i Jakarta siden starten af 1990’erne. Muhammed-krisen først på året, hvor virksomhedens danske direktør i nogle uger måtte søge tilflugt i datterselskabet i Singapore, viste hvor ustabil situationen kan være i Indonesien. Samtidig er markedet entydigt rykket nordpå, hvor Aalborg-firmaet i år også har en ny stor fabrik i Vietnams hovedstad, Hanoi, hvor alt går planmæssigt. - Så det har egentlig ikke været svært at træffe beslutningen om at lukke i Indonesien. I det hele taget kunne det - sagt på nordjysk - være gået meget værre, bemærker Jan Vestergaard Olsen lunt.