EMNER

Nordjysk konservativ går på talerstolen for Christiania

Den konservative folketingskandidat i Aalborg Vestre kreds, Jeppe Søe, kan komme på kollissionskurs med sit parti, hvis han ikke holder tungen lige i munden, når han i dag taler på Christiansborg Slotsplads til fordel for bevarelse af Christiania.

Til Berlingske Tidende forklarer Jeppe Søe, at han blev inspireret til at deltage i Christiania-aktionen af Bent O. fra det kendte Aalborg-værtshus Fedtebrød. Bent O. er en af tilrettelæggerne af den store manifestation, som i dag ventes at trække sympatisører fra hele landet. Hans etablissement er i overhængende fare for lukning på grund af hashrygning på stedet. Det er ikke med stor begejstring, at Jeppe Søes kredsformand, systemkonsulent Thomas Klitgaard hører navnet Bent O. sat i forbindelse med den konservative kandidats forehavende. - Jeg jublede, da Fedtebrød blev lukket, siger han. Jeppe Søe siger til Berlingske Tidende, at han mener at, man som konservativ politiker bør være for en bevarelse af fristaden. Friheden til at vælge selv er den grundlæggende skaberkraft i mennesket, og hvis vi fjerner forskelligheden, dør folket, siger han. Til avisen siger han videre: - Jeg beundrer christianitterne for at have skabt sådan et sted. Eller misunder dem, måske. Han er opmærksom på, at bevarelsen af fristaden ikke er helt i tråd med den konservative partitops politik. "Men i nogle sager skal man stå ved de holdninger, man har". - Jeg er uenig i Jeppes synspunkter i dette spørgsmål, siger Thomas Klitgaard. - Men han må have lov til at have sine meninger, så længe han støtter de konservative holdninger til begrebet retsbevidsthed. Og jeg går ud fra, at hans udgangspunkt ikke er en bevarelse af Christiania, som vi kender det, men at han støtter en bevarelse på den måde, der er omtalt i regeringens nye handleplan, siger han. Ifølge handleplanen, som også Jeppe Søe forpligtes af, skal hashandel og andre ulovligheder på Christiania bringes til ophør. Området skal være en levende og åben bydel for alle med boliger, erhverv samt sociale og kulturelle institutioner. Der skal være almindelige ejerformer af jord og bygninger, bygninger skal leve op til sædvanlige bygningsstandarder og ikke-bevaringsværdige huse på voldene rives ned. - Kan man sige, at Jeppe Søe bevæger sig indenfor rammerne af Det Konservative Folkepartis tolerance? - Det ved jeg ikke, svarer Thomas Klitgaard. - Jo, hvis hans tale på slotspladsen kommer til at handle om de byplanmæssige aspekter for Christiania, som diskuteres lige nu. Jeppe Søe var en omdiskuteret politiker allerede, da han dukkede frem som konservativ kandidat. Da havde han nemlig ikke nået at melde sig ud af Socialdemokratiet. Han sagde dengang, at hans et år lange besøg hos socialdemokraterne handlede om at han som journalist ville afsløre uregelmæssigheder. En af hans første handlinger som officiel konservativ var at rette og slette på sin hjemmeside, men den eksisterer stadig i sine gamle udgaver i et amerikansk web-arkiv. Man kan her konstatere, at Jeppe Søe frem til 4. juni 2002 ikke havde meget til overs for Christiansborg-politikere, der bl.a. betegnes som lovliderlige. Og han så dengang med sympati på en liberalisering af hashlovgivningen. Men da var han også - i hvertfald på papiret - en slags socialdemokrat.