Nordjysk kopipirat gik i nettet

39-årig frederikshavner bliver AntiPiratGruppens største fangst i sag om ulovlig kopiering og distribution

Ophavsret 4. april 2003 08:00

NORDJYLLAND: Politiet i Frederikshavn har fanget en af landets store piratkopister. Det er en 39-årig frederikshavner, der nu sigtes for omfattende piratkopiering af mærkevaretøj og familiefilm. Alene filmindustrien vurderer, at den tabte indtjening løber op i cirka 30 millioner kroner de sidste tre år, og derfor er erstatningskrav i millionklassen i vente. - Vi foretog ransagningerne i sidste uge og er i øjeblikket i færd med at få et overblik over de store mængder koster, siger vicekriminalinspektør Frederik Møller, Frederikshavn Politi. Alt i alt er der beslaglagt kopiprodukter, der i omfang svarer til 250 flyttekasser. Piratkopistens tre varelagre lå i Nordjylland og var sindrigt indrettede lokaliteter med videoovervågning og hemmelige rum - ét af dem i en nedlagt kirke. - Der er primært tale om kopiprodukter af mærkevaretøj, men der er også tale om en mindre del videofilm, forklarer vicekriminalinspektøren. Frederikshavn Politi har i jagten på den nordjyske pirat haft et tæt samarbejde med AntiPiratGruppen, som er en forening, der har til formål at bekæmpe ulovlig kopiering af musik og film. Og antipiraterne glæder sig over, at have fået den 39-årige nordjyde i nettet. De har nemlig sejlet i nordjydens kølvand i snart tre år på jagt efter tilstrækkelige beviser til at få sat en stopper for hans ulovlige virksomhed. Sportstøj og Disneyfilm - Det er et gennembrud for AntiPiratGruppen, og det er vores hidtil største fangst, siger advokat Torben Steffensen fra AntiPiraterne, der vurderer, at nordjydens netværk tegner sig for cirka 95 procent af det danske marked for den type kriminalitet. Kopiprodukterne er distribueret på kræmmermarkeder over hele landet, hvor nordjyden angiveligt med hjælp fra cirka ti mellemmænd og sælgere har fået afsat de ulovlige kopier. - Det drejer sig primært om sportstøj af ikke ukendte mærker samt familiefilm hovedsageligt fra Walt Disney. Der er altså tale om særdeles salgbare produkter, som er solgt til en pris, der ligger tæt på de originale produkters. Så han har fået en god avance ud af det, siger Torben Steffensen. Byretten i Frederikshavn ventes snarest at blive ramme om et retsmøde, hvor den 39-årige sigtede konfronteres med anklagemyndighedens vurdering af sagen baseret på indholdet af de 250 flyttekasser. Men det vil ikke være første gang, den 39-årige må omkring retssystemet. I 1998 blev den nordjyske pirat nemlig dømt for at have overtrådt mærkevareloven ved at forsyne blandt andet billige t-shirts med falske mærkevare-tryk. Det medførte en betinget dom samt en stor bødestraf. AntiPiratGruppen anslåer, at rettighedshavere til film, musik og mærkevaretøj i EU årligt mister cirka 4,5 milliarder Euro som følge af ulovlig kopiering.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...