Nordjysk kranfører får halv million ekstra

Vestre Landsret tilkender ekstra erstatning

VIBORG:En nu 61-årig nordjysk mand får yderligere en halv million kroner i erstatning efter en arbejdsulykke, han var ude for i 2000 hos Aalborg Kranløft A/S. Vestre Landsret har netop afgjort sagen, der startede 4. oktober 2000, da kranføreren fik foden i klemme under en vindmøllevinge. Han arbejdede som altid sammen med sin faste makker, der arbejde i selve kranen mens den tilskadekomne gik på jorden og riggede til. 4. oktober 2000 kom foden i klemme under en vindmøllevinge, og fire tæer på venstre fod måtte amputeres. Den pågældende havde nogle år tidligere været udsat for en anden arbejdsulykke, hvor han blev ramt over hoften af en to tons tung jernbjælke. Men den ulykke havde ikke generet ham voldsomt, men kort før den nye ulykke var man dog begyndt at tale om, at han skulle have en ny hofte. Efter ulykken i 2000 har han ikke kunne bruge sko, og han kan ikke tåle at stå eller sidde mere en to-tre timer ad gangen. Hans erhvervsevne er vurderet til mindre end 75pct. , og han modtager nu førtidspension. Aalborg Kranløft har hele tiden anerkendt skaden i 2000 som en arbejdsskade og har også udbetalt omkring 260.000 kroner i aconto-erstatning. Det eneste, man var uenige om, var spørgsmålet om hvilket tidspunkt, skaden skulle vurderes fra, og om han havde krav på yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Han krævede yderligere 911.000 kroner. Efter at have hørt alle parter siger landsretten, at han har fået, hvad han har krav på i tabt arbejdsfortjeneste, men at han skal have yderligere 464.000 kroner i erhvervsevnetab, plus 71.000 kroner til dækning af sagsomkostninger.