EMNER

Nordjysk krejlerby nummer 1

Vi handler mere og mere brugt, men der er stor forskel på, hvor man krejler mest. Se hvilken by, der er krejlerby nummer 1

Vi handler mere og mere brugt, men der er stor forskel på, hvor man krejler mest. Arkivfoto

Vi handler mere og mere brugt, men der er stor forskel på, hvor man krejler mest. Arkivfoto

Der bliver flere og flere krejlere i Danmark, for danskerne er glade for at handle brugt. Alligevel er der stor forskel på, hvor meget man krejler i de danske byer. I Nordjylland finder man flest krejlere i Aabybro. Det viser tal fra dba.dk (Den Blå Avis), der er et annoncemarked for køb, salg og bytte for virksomheder og private. Værdien i brugte ting I Aabybro har hver privatperson solgt 1,33 ting på Den Blå Avis i 2011. - Beboerne i Aabybro har virkelig set værdien i at sælge de brugte ting frem for at smide dem ud eller forære dem væk, siger kommunikationschef for Den Blå Avis, Simon Karsø. Det er en stigning på 52 procent i forhold til 2010. - En af årsagerne til udviklingen kan være, at beboerne i Aabybro har fået en succesoplevelse ved at sælge - primært fordi mange gerne vil købe i lokalområdet. Det giver folk blod på tanden og skaber herved en tendens, siger Simon Karsø. Sidste år var Frederikshavn Nordjyllands største krejlerby, men i år er Frederikshavn røget ned på en 21. plads i region Nordjylland. En tur over broen Sammenligner man med resten af Danmark, er det dog ifølge Den Blå Avis ikke i Nordjylland, at man finder de største krejlere. Faktisk skal man en tur over Storebælt for at finde de mest krejlerlystne mennesker - nemlig i Ølstykke på det nordøstlige Sjælland. Her har hver person solgt 2,96 ting i 2011. Faktisk ligger hele tre sjællandske byer i top 10 over de byer, hvor der bliver indrykket flest privatannoncer. Til sammenligning er Aabybro den eneste nordjyske by på listen. Sjællænderne overrasker At sjællændere er større krejlere end jyder overrasker kommunikationschef for Den Blå Avis, Simon Karsø. - Det overrasker mig, at der i top 10 ligger tre sjællandske byer. Sjællænderne står stærkere i år end tidligere. Det kan måske skyldes, at de tænker mere på miljøet, siger Simon Karsø. Hos Gul og Gratis mener man ikke, at sjællændere er større krejlere end jyder. - Det er ikke den opfattelse, vi har. Folk vil gerne handle med hinanden. Det foregår i høj grad i Gul og Gratis, og her er Nordjylland rigtig godt repræsenteret i forhold til indbyggertal, siger annoncechef hos Gul og Gratis, Henrik Espensen. Vi krejler mere På landsplan blev der i 2010 indrykket 5,3 millioner privatannoncer, mens tallet i år er 7,3 millioner. Det er en stigning på 35 procent. I Nordjylland er de fem mest populære salgsting møbler, børnetøj, computere og spilkonsoller, tøj til kvinder og mobiler.