Hjallerup

Nordjysk lavendel lukker og slukker

Der er primært to grunde til, at Lavendelbo vælger at dreje nøglen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

De smukke - og ikke mindst velduftende - planter forsvinder snart fra markerne ved Hjallerup. Foto: Jesper Thomasen

HJALLERUP:- Nej, det føles ikke længere så sørgeligt. Det har været overvejet i et stykke tid, men nu er beslutningen taget, og dermed er den hårde del ovre. Nu skal der afvikles.

Sådan opridser Lene Hansen situationen efter, at det står klart, at Danmarks eneste lavendelfarm, Lavendelbo, ved Hjallerup lukker.

For 14 år siden fik hun idéen om at dyrke lavendel og få en forretning ud af det. Hun lavede dengang lidt lavendelsæbe og havde lavendel i haven. Tre år senere blev idéen realiseret. Farmen blev anlagt i stil med Sydfrankrigs lavendelmarker, og 16.000 lavendelplanter blev plantet på markerne omkring bygningerne. Det var en ejendom med landbrugspligt, men den blev altså godkendt med den specielle afgrøde.

Der er faktisk to grunde til, at hun drejer nøglen.

- Der er ikke omsætning nok. De sidste par år kommer der ganske vist flere kunder end før, men de bruger ikke nær så mange penge her som tidligere, forklarer Lene, og hun tilføjer:

- Denne form for afgrøde kræver rigtig meget primært manuelt arbejde med at luge mellem lavendelplanterne, og det er slet ikke nok at dække jorden mellem planterne med plastik. Forretningen kan ikke økonomisk bære ansættelsen af en person til at luge, og hvis det skal gøres ordentligt, så er det mere end en ansat på heltid kan klare. Dertil kommer en fejlslagen høst sidste år. Selvom det ikke var første gang, så slog det hovedet på sømmet.

Lene Hansen bor med sin mand i den flotte hvide hovedbygning, og her og i et par andre bygninger på grunden driver hun Bed & Breakfast.

I pinsen (19.-21. maj) er der ophørsudsalg på Lavendelbo med mulighed for at købe lavendelplanter (til haven), forskelligt udstyr og lavendelprodukter (f.eks. sæbe, shampoo, olier).

- Nu skal vi have udsalget mm. afviklet, så skal der gøres status, og endelig skal vi i gang med en evaluering, siger Lene Hansen og ser lettet ud på forhånd.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.