EMNER

Nordjysk lyd i supermobil

Biler fra Kia og Hyundai har software fra nordjyske AM3D til at skabe lyden i kabinen, og nu har verdens tredjestørste mobilproducent LG lanceret en ny supermobil, som også har nordjysk lyd indbygget.

Den nye topmodel fra LG kommer til Europa i løbet af denne måned.Foto: LG

Den nye topmodel fra LG kommer til Europa i løbet af denne måned.Foto: LG

AM3D, som er en del af NORDJYSKE-koncernen, indgik allerede aftalen med koreanske LG for over et år siden, men først nu har man måttet fortælle om det. Den nye telefon hedder Optimus 2X og er skabt til at tage kampen op med dyre modeller som iPhone, Samsung Galaxy S, Sony Ericsson Xperia Arc og HTC Desire HD. Det er således den første i verden med en to-kernet processor til at afvikle de mange features. Telefonen er foreløbig lanceret i Korea og kommer til Europa senere i denne måned. AM3D kommer ind i billedet med sit lydsystem, som kan skabe virtuel surround-sound, selv om der kun bruges to kanaler. Optimisme Administrerende direktør Sven Vestergaard fra AM3D forklarer, at fordelene ved lydsystemet først og fremmest viser sig, hvis man eksempelvis ser film på mobilen eller bruger den til spil og lytter til lyden via hovedtelefoner. Sven Vestergaard ønsker ikke at udtale sig om økonomien i samarbejdet mellem LG og AM3D: - Vi sælger lydsystemet til LG på licens, så vores udbytte afhænger af salget af telefonen, og vi kan jo ikke vide endnu, om den bliver en succes. Imidlertid kan vi konstatere, at den er meget omtalt, og at forudbestillingerne tegner godt, siger han. For at optimere salget af lydsystemet i Asien oprettede AM3D sidste år et datterselskab i Japan, og siden er yderligere to medarbejdere blevet placeret i Sydkorea.