EMNER

Nordjysk mobilforskning får amerikansk hjælp

USA-firma med i team, der skal revolutionere antenner til mobiltelefoner

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Morten Christensen fra Molex i virksomhedens laboratorium, der er fuldstændig afskærmet for radiobølger. Foto: Peter Langkilde

Engang var antennen på en mobiltelefon en lang tingest, der kunne trækkes ud. Så blev den bare en lille dut, der stak op. Og nu kan man slet ikke se den. Men den skal være endnu mindre, kunne mere og bruge mindre strøm. Det arbejder to nordjyske firmaer, Aalborg Universitet og nu også et amerikansk firma sammen om i forskningsprojektet SAFE (Smart Antenna Front End). Projektet har intet mindre end ambitioner om at revolutionere teknologien bag mobilantenner - og det skal ske med et budget på 48 millioner kroner, hvoraf godt halvdelen er kommet fra Højteknologifonden. Det er Aalborg Universitets Institut for Elektroniske Systemer, der sammen med Infineon Technologies danske afdeling i Aalborg og den amerikanske elektronikleverandør Molex' forskningsafdeling i Nørresundby arbejder med at opfylde de høje mål. Ny teknologi fra USA Og nu er et fremstormende amerikansk udviklingsselskab WiSpry fra Californien også kommet med. To af firmaets topfolk har således netop besøgt Nordjylland. WiSpry har siden etableringen i 2002 rejst over 100 millioner kroner i venturekapital, og pengene er investeret i udvikling af selskabets tuner-teknologi, som gør én antenne i stand til at modtage vidt forskellige typer signaler. - Vi har brugt mange penge på at udvikle og beskytte vores teknologi og gøre den fleksibel og skalerbar, understregede direktør Jeff Hilbert, grundlægger af WiSpry, da han besøgte Aalborg. - Derfor er SAFE-projektet en enestående mulighed for os til at vise, at vores teknologi kan dét, vi lover. Som en del af dette stærke team vil vi ændre spillets regler og gøre noget, som er afgørende anderledes, fastslog Jeff Hilbert, som i forbindelse med projektet etablerer WiSpry's første udenlandske afdeling i Aalborg i tæt tilknytning til universitetet. De rigtige partnere samlet SAFE-projektet ledes af AAU-professor Gert Frølund Pedersen, og han jubler over, at det endelig er lykkedes at samle de rigtige partnere og den nødvendige finansiering til at tackle en udfordring, som han og kollegerne på universitetet har grublet over. Lederen af Molex' forskningsafdeling i Nørresundby, RF Research Manager Morten Christensen, ser det nye projekt som et naturligt og nødvendigt næste skridt i en udvikling, der begyndte dengang mobiltelefon-antenner var synlige komponenter, som kunne trækkes ud for at forbedre rækkevidden. - Næste skridt var de integrerede eller "usynlige" antenner inde i apparaterne. Dét, vi kigger på nu, er at få modtagelsen af alle båndbredder og radioteknologier ind i én lille enhed, der dækker alle de frekvensbånd, som markedet ønsker. Den skal laves på en måde, så antennerne fungerer upåvirket af, om de bliver puttet ind i en lille mobiltelefon, en tablet-pc eller en bærbar computer, og det bliver en kæmpe udfordring, forklarer Morten Christensen. Han og kollegerne har tidligere haft ambitioner i samme retning, men de har manglet de afgørende komponenter og muligheder, som samarbejdet i SAFE-projektet nu tilvejebringer. - Vi skal lave en ret, hvor alle de deltagende partnere leverer de ingredienser, de er bedst til. WiSpry's teknologi åbner for nye måder, hvorpå man kan tune antennen, og det har vi ikke tidligere været i stand til. Derfor tror jeg, at vi kan knække den her nød i løbet af de kommende fire års intensive arbejde med projektet, siger Morten Christensen.