Nordjysk musikpris til ung sopran

Den unge sopran Margrethe Smedegaard fik årets Rebild Musikpris på 15.000 kr. samt et diplom under friluftskoncerten i Rebild.

En glad prisvinder, sopran Margrethe Smedegaard. FOTO: JENS MORTEN
Teater 12. august 2007 23:56

Den unge nordjyske sopran Margrethe Smedegaard blev i går hædret med årets Rebild Musikpris i overværelse af knap 3000 publikummer ved friluftskoncerten Opera i Rebild. Margrethe Smedegaard kvitterede for modtagelsen af prisen ved at synge Rusalkas arie fra Dvoraks opera Rusalka, akkompagneret af Aalborg Symfoniorkester. Margrethe Smedegaard er uddannet klassisk sanger fra Nordjysk Musikkonservatorium i fjor og har allerede gjort sig flot bemærket i det nordjyske musikliv, lyder begrundelsen fra Foreningen Opera i Rebild og Danske Bank, der sammen står bag prisen. Hun vandt i fjor solistkonkurrencen fra Nordjysk Musikkonservatorium og blev ved samme lejlighed solist ved en af Aalborg Symfoniorkesters sommerkoncerter. Smedegaard har medvirket i blandt andre Händels Messias og skal om kort tid synge englen Gabriels parti i Haydns Skabelsen, der opføres i Vestervig Kirke senere denne måned. Som musiklærer underviser hun sangerne i Skt. Clemens Drengekor i Århus og er medlem af vokalensemblet GAIA. Med prisen følger en check på 15.000 kroner og et diplom, tegnet af billedkunstner Synnøve Carlsson, Solbjerg. Dejligt vejr Arrangementet Opera i Rebild var begunstiget med dejligt dansk sommervejr. I modsætning til i fjor blev det ikke nødvendigt at finde paraplyer og regnjakker frem. Dagen bød på en blanding af danske og udenlandske solister. Den nye chef for Aalborg Symfoniorkester, Poul Elming, var både konferencier og solist i selskab med det lovende nye navn, sopranen Agnete Munk Rasmussen. Der var også mere rutinerede kræfter i form af barytonen Jørn Pedersen og den italienske tenor Damonic Natoli, ligesom Aalborg Symfoniorkester, Den Jyske Operas Kor, Kammerkoret Coro Misto og Støvring Marimbas medvirkede. bente.lembo@nordjyske.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...