Nordjysk Pigekor giver koncerter i det spanske

Nordjysk Pigekor på oplevelsesrig tur til Andalusien

EL MORCHE/HJØRRING: Solen står højt på den skyfri himmel. Temperaturen har allerede sneget sig op over de 30 grader, og vi befinder os i El Morche, Andalusien. I vandkanten står en flok piger, der endnu ikke har ladet sig overgive til det svalende vand sammen med resten af pigerne, som i vandet skriger om kap og kåde springer rundt i de legesyge bølger, der gerne løfter de jublende piger ind mod strandbredden. Dette er blot et døgn efter, at disse 30 nordjyske korpiger forventningsfulde og rejselystne mødtes i Aalborg Lufthavn velvidende, at de skulle til Sydspanien, men endnu kun med hver deres billeder af, hvordan de næste 14 dage skal se ud. Ingen havde vel turdet håbe på, at de hver morgen kunne nyde deres - omend noget specielle spanske morgenmad - med den skønneste udsigt over et azurblåt Middelhav, eller en treretters aftensmad med flirtende spanske señores trissende opvartende mellem bordene. Rejsen herned gik let og smertefrit trods mange flyskift. En mulig kedsomhed kunne - og kan stadig - klares med en uopfordret, flerstemmig fællessang. Rejsens formål - ud over leg i bølger, afslapning, fællesspisning og sang - er naturligvis også, at koret får mulighed for at optræde med alle de sange, de i lang tid har forberedt. Ikke at forglemme de spanske sange, der også er på programmet. Da det kun er en lille del af pigerne, der har haft spansk i skolen, har det været et interessant og sjovt arbejde at få ordene udtalt ordenligt, så de også kan forstås i Spanien! Den første koncert, koret gav, var på det danske rekreationscenter Montebello, der har specialiseret sig i at genoptræne gigtpatienter fra Danmark. Hospitalet har konstant 100 beboere og modtager patienter fra alle amter i Danmark. Montebello drives i fællesskab af Københavns Kommune og Københavns Amt. Det var dejligt at synge for en flok taknemmelige dansk-spaniere, der var glade for at få et dansk pust til syden. Dog var det ikke de letteste forhold at synge under, da koncerten foregik udenfor i varmen, med tilhørende blæst og fluer i ansigtet. Til trods for det, var det herligt at få taget hul på koncertrækken og opleve, at de øvede sange blev taget godt imod. Pigernes shoppe-gen er også - for en tid - blevet mættet, da turen i dag gik til et imponerende storcenter, hvor pigerne kunne lette deres tegnebøger for medbragte euros i bytte for flotte smykker, elegante kjoler eller finurlige snørresko. Foran os ligger stadig det azurblaa Middelhav til fri afbenyttelse, og en række koncerter venter forude. Mange muligheder er endnu ikke afprøvede, og det spanske sangria er ikke drukket. Heldigvis er tiden foran os, og vi håber på, at vende hjem med alle ønskede muligheder afprøvede.