Nordjysk pokalnedtur i Vojens
Kæmpe målmandsdrop kostede White Hawks dyrt i tæt 2-0-kamp
Opdateret kl. 20:02
VOJENS: De kunne løfte pokalen i 2010 og 2011. Søndag snuppede SønderjyskE så også AL Bank-Cuppen i 2013 efter en medrivende kamp, hvor et unikt drop af Bryan Hogan blev dyrt for Frederikshavn.
White Hawks åbnede fundamentalt uimponerede med masser af fart i skøjterne og snit over spillet. Men nordjyderne fik sjasket en massiv spand vand i hovedet, da de under et powerplay måtte indkassere den højest bizarre 1-0-scoring. Helt nede fra egen blueline clearede sønderjyskEs back Tyler Gotto pucken. Men helt vanvittigt sprang den skævt på isen og snød Bryan Hogan i Frederikshavns mål. Et stort, grimt drop.
Grumt open ice-hit
Der blev gået til stålet. Hjemmeholdets Jason Walters fangede Morten Lie med et grumt open ice-hit. Høgen tog tælling, men kom dog tilbage på skøjterne i resten af en første periode, der kun leverede den famøse SønderjyskE-scoring i undertal.
Anden periode blev en udpræget taktisk forestilling. De åbne chancer var der langt imellem, men både hjemmeholdets Kim Lykkeskov og gæsternes Nikolaj Nedermark havde åbne tilbud, som blev misbrugt.
Fejl af Ytterell
Bagud 0-1 var Frederikshavn i offensivt humør i tredje periode. Flere gode angrebsopbygninger blev orkestreret ned mod Alfie Michauds mål.
Men den slags danner grundlag for kontrastød og netop på et sådant skøjtede Nikolaj Rosenthal helt fra en tempoforladt Alexander Ytterell og scorede til 2-0, hvilket løftede den i forvejen larmende SE Arena op på en endnu vildere volumen.
En stor fejl af Ytterell - denne gang en fejlpasning - gav Rene Holm en friløber, men her stod Hogan i vejen.
Så var det Michauds tur til at stå i vejen på en styring fra Nikolaj Meyer, men helt farligt blev det aldrig rigtigt, selvom Lars Ivarsson forsøgte at toppe sit hold til sidst og tog den uheldige keeper Bryan Hogan ud.
3.199 tilskuere kunne taktfast klappe SønderjyskE-spillerne i mål til endnu en pokaltriumf.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.