Motorsport

Nordjysk rally-duo fører fortsat DM-serien

Max Christensen og co-driver Mikael Kanstrup fra Aalborg tog andenpladsen i anden DM-afdeling i rally, der blev kørt mellem Horsens og Vejle

Max Christensen og co-driver Mikael Kanstrup fra Aalborg snuppede andenpladsen i anden DM-afdeling i rally og forsvarede dermed førstepladsen i den samlede stilling. 
Privatfoto

Max Christensen og co-driver Mikael Kanstrup fra Aalborg snuppede andenpladsen i anden DM-afdeling i rally og forsvarede dermed førstepladsen i den samlede stilling. Privatfoto

Max Christensen og co-driver Mikael Kanstrup, nordjysk rally-duo, fører fortsat i den samlede DM-stilling efter anden DM-afdeling, der blev kørt mellem Horsens og Vejle lørdag. Godt nok måtte Max Christensen og Mikael Kanstrup nøjes med andenpladsen i generalklassementet i deres Subaru Impreza MRX 4WD , men det var nok til at forsvare parrets samlede føring i DM-serien, der strækker sig over fem afdelinger. - Vi oplevede en psykisk dukkert efter morgenens tre første prøver i anden DM-afdeling, konstaterer Max Christensen. - Vi følte umiddelbart, at vi havde kørte i samme tempo som ved DM-premieren på Sydsjælland, men alligevel var vi nede på en sjetteplads i generalklassementet. Stopuret havde imidlertid talt ubønhørligt, hvorfor årsagen var hurtigere tempo fra konkurrenterne. Rally på topplan afvikles tæt på de fysiske loves begrænsninger. Max Christensen fortsætter: - I det normale konkurrencetempo kører vi med en selvvalgt buffer til de fysiske love således, at man er sikker på at komme hjem over målstregen. Inden rallyet har vi mulighed for at gennemkøre prøverne og nedskrive de såkaldte sikkerhedsnoter. Derfor er bremsepunkterne inden svingene fastlagt på forhånd. Subaru Motorsport Danmark (SMD) øgede derfor tempoet på rallyets næste tre hastighedsprøver frem til midtvejspausen. - Vi flyttede bremsepunkterne tættere på svingene og øgede farten hen over bakkerne, supplerer Mikael Kanstrup. - Samtidig blev risikoen for botanik-ture også højere, og enkelt gang eller to var vi derfor ude at kysse vejbrinkerne og grøfterne med rallybilen. - Midtvejs i rallyet var vi rykket en enkelt placering frem i generalklassementet, konstaterer Max Christensen. - Intet var dog afgjort på forhånd, idet vi avancerede til tredjepladsen efter prøve 7, og med kun 5 sekunder op til frontrunnerne og mærkekollegaerne: Jørgen Pilgaard og Freddy Pedersen i Subaru Impreza WRX 4WD. På de resterende otte hastighedsprøver fik Pilgaard/Pedersen et afgørende konkurrencetempo, som resten af frontfeltet ikke kunne matche. Max Christensen og Mikael Kanstrup fandt dog deres afgørende slutvåben frem i deres Subaru Impreza MRX 4WD: Kørsel millimetertæt på de fysiske loves begrænsninger. - På rallyets andensidste prøve oplevede vi en sivepunktering og mistede noget tid, oplyser Max Christensen. Derfor manglede der afgørende tre sekunder op til mærkekollegaerne: Karl-Åge Jensen og Hans Marx. - Finaleprøven var en forholdsvis kort publikumsprøve og opgaven syntes næsten umulig, men vi udnyttede erfaringerne fra DAN GLAS Rally Sprintet tidligere på forsommeren og vandt det indbyrdes opgør med fire sekunder, slutter Max Christensen. Max Christensen og Mikael Kanstrup scorede dermed andenpladsen i generalklassementet med et forspring på et sekund og bevarede samtidig DM-føringen 2008. Næste DM-afdeling i rally foregår først i juli på Vestsjælland.