Nordjysk Rolex-ur solgt til rekordhøjt million-beløb
Ejere havde kun regnet med, at det kunne indbringe dem omkring 40.000 kr. på auktion
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:04
NORDJYLLAND: Et kostbart Rolex-ur, som blev indleveret til vurdering i Nordjylland, er på en auktion hos Bruun Rasmussen blevet solgt for et rekordhøjt beløb: 1,7 mio. kr.
Det er det højeste hammerslag, der nogensinde er opnået på en auktion over armbåndsure i Danmark, oplyser auktionsfirmaet i en pressemeddelelse.
Uret er et Rolex Daytona Cosmograph fra 1964-65, også kendt som "Paul Newman-uret", og det kom helt bag på ejerne, hvor meget uret kunne sælges for.
- Det blev indleveret ved en vurderingsdag på KUNSTEN i Aalborg, hvor et ægtepar medbragte det ikoniske ur uden at vide, hvad det var værd. De havde en forventning om en vurdering i omegnen af 30.000-40.000 kr., men de blev nærmest chokerede over, at vurderingen lå på 800.000 til en million kr., fortæller Casper Behrendtzen, leder af Bruun Rasmussens afdeling for armbåndsure.
- Da ægteparret torsdag overværede salget af uret i auktionssalen, blev de helt høje af lykke over den rekordhøje pris på uret, som ellers bare havde ligget hengemt i en bankboks i mange år, tilføjer han.
Bydelysten var stor på det ikoniske Rolex-ur - opkaldt efter et tilsvarende eksemplar, som den amerikanske skuespiller Paul Newman i sin tid bar om sit håndled.
Netop den ur-model har opnået kultstatus blandt samlere verden over. Dertil kom, at det solgte ur er i ekstremt god stand og i den originale æske med certifikat.