Storbritannien

Nordjysk selskab solgt for milliardbeløb

Det danske overvågningsselskab ETI Telecom i Nørresundby er blevet købt af britiske BAE Systems.

Briterne har lagt et købstilbud på bordet og vil give 1,2 milliarder kroner for selskabet. Det fortæller BAE Systems i en pressemeddelelse ETI, der blev grundlagt tilbage i 1985, sælger blandt andet elektroniske overvågningsløsninger til efterretningstjenester og teleselskaber. Samlet har selskabet filialer i det meste af verden og har 260 ansatte. Sidste år lå omsætningen på omkring 347 millioner kroner. Strategi Købet ligger i tråd med BAE's strategi om at vokse indenfor markedet af elektroniske overvågningsløsninger. For to år siden opkøbte briterne det australske overvågningsfirma Detica. Og BAE har også overtaget efterretningsdelen af det amerikanske selskab L1 Identity Solutions og det australske firma stratsec.net. Koncernchef i BAE, Ian King, siger, at en sammenlægning af Detica og ETI vil skabe en stærk spiller, der er centralt placeret til at tilbyde deres kunder en omfattende vifte af løsninger inden for elektronisk overvågning. Næste år BAE forventer, at overtagelsen af ETI er gennemført i løbet af første kvartal 2011, oplyser selskabet på sin hjemmeside. Det har ikke været muligt at få fat i hverken administrerende direktør Mark Fitzhugh eller bestyrelsesformand Claus Bak Petersen fra ETI for en kommentar. ETI henviser i stedet til kommunikationschef Sara Hirsch fra BAE, der på nuværende tidspunkt ikke vil knytte yderligere kommentarer til handlen..