Nordjysk skole er blandt de bedste i landet

Flere studerende gennemfører i Nordjylland end på landsplan

NORDJYLLAND:Det går slet ikke så ringe på SOSU Nord, der uddanner social- og sundhedshjælpere samt -assistenter. Skolen med hovedafdeling i Vodskov placerer sig blandt de absolut ypperste af landets 16 skoler, når det gælder om at få elever til at gennemføre uddannelserne. Det viser en ny rapport fra revisionsfirmaet Pricewaterhouse Coopers. Glad direktør På landsplan gennemfører 72-73 procent uddannelsen, men på SOSU Nord ligger tallene mellem 77 og 78 procent for de tre forløb (grundforløb, SOSU-hjælper og SOSU-assistent). Det glæder naturligvis direktør Lars Jakobsen: - Vi er ret så stolte af resultatet. Vi ligger på første- eller andenpladsen i alle tre grupper. Som forklaring peger han på, at SOSU Nord bruger flere kræfter på studievejledning og såkaldte læselærere end de fleste tilsvarende skoler. Læselærere hjælper især elever, der har problemer med at kommunikere skriftligt. - Vi har i årevis haft et godt korps af læselærere. Det skyldes, at vi havde nogle fremsynede folk, der satte det arbejde i gang i 90'erne, forklarer Lars Jakobsen. Målet er endnu højere Han peger også på skolens tradition for problembaseret læring og et godt samarbejde med praktikstederne som forklaringer på de pæne tal. Lars Jakobsen og SOSU Nord ser gerne, at endnu flere gennemfører. Det bliver et mål i næste års virksomhedsplan, uden at der endnu er sat konkrete tal på. - Men når målet er, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en uddannelse, så skal vi også forbedre vores tal, siger han.