VESTHIMMERLAND/JAMMERBUGT:Det hektiske liv i Danmarks travle hovedstad var søndag for en tid skiftet ud med Limfjordens friske brise. Madelskere fra København drog til Nordjylland for at møde producenterne af nogle af Nordjyllands bedste råvarer. Vejret var med arrangørerne, LAG Jammerbugt-Vesthimmerland, og målet var at introducere madelskerne til de bedste fødevarer produceret i bæredygtige rammer. Og det blev de.
Turen rundt i Jammerbugt og Vesthimmerland bragte blandt andet karavanen omkring den økologiske Slagtefestival på Halkær Kro, østers og muslinger i Kanalfogedens Køkken i Løgstør og de lokale fiskere ved Thorup Strand.
Én af deltagerne var køkkenchefen fra brødrene Prices restaurant i København, Martin Riber. Han mener, at et initiativ, som det der er blevet taget af LAG Jammerbugt-Vesthimmerland, er et godt skridt på vejen for at styrke båndende mellem provinsen og hovedstaden:
- Nordjylland kan tilbyde nogle fantastiske råvarer. At komme ud at møde producenterne, der hvor råvarerne formes, var en virkelig god oplevelse. Vi er glade for at nogen tager initiativ, og at nicheproducenterne får mulighed for at vise sine produkter frem. Jeg synes arrangementet var rigtig godt, og som fagfolk kan vi agere budbringere mellem provinsens nicheproducenter og København, siger Martin Riber.
Ikke alle kan levereDet er dog ikke alle producenterne, som har kapacitet til at levere til de allerstørste restauranter. Det ved Asger Andersen, tovholder for gruppen bag arrangementet, udmærket godt.
- Formålet med det her arrangement er jo at få lagt grundstenen til et netværk imellem producenter og restauratører. Vi er klar over, at vi fremadrettet har et stort arbejde med at lave producentnetværk, så forsyningssikkerheden og logistikken kan matche kravene, men det her arrangement var et skridt i den rigtige retning, siger Asger Andersen.
Tilbagemeldingerne fra de deltagende har været rigtig gode, og LAG Jammerbugt-Vesthimmerland overvejer i øjeblikket en gentagelse af arrangementet på et senere tidspunkt.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.