Nordjysk stavtalent i verdens bedste liga

18-årige Cecilia Di Nardo fra Frederikshavn skal som første dansker prøve kræfter med Elitserien i floorball i Sverige.

Cecilia Di Nardo har styr på staven, der i de kommende to år skal bruges i verdens bedste floorball-liga. Foto: Carl Th. Poulsen

Cecilia Di Nardo har styr på staven, der i de kommende to år skal bruges i verdens bedste floorball-liga. Foto: Carl Th. Poulsen

Som datter af den tidligere mangeårige keeper i Frederikshavn Ishockey Klub, Bo Hansen, er Cecilia nærmest vokset op med en stav i hånden, og de første år af hendes barndom foregik meget på isen i byens skøjtehal, hvor farmand i en periode også var forretningsfører. - Både min storebror Stefano og jeg har spillet ishockey, men for ti år siden kastede jeg min kærlighed på en anden stavsport, floorball, som heller ikke lå fjernt for familien, da min mor Tina har spillet det, fortæller Cecilia, der helt fra starten tog kampen op drengene. - Jeg er indenfor sport lidt af en "drengepige" og kan godt lide de fysiske idrætsgrene, og det var helt naturligt for mig at træne og spille kampe med drengene. - I starten var vi flere piger, der spillede med på drengeholdene, men i år var jeg den eneste pige på Bulldogs-holdet i drenge U 19, der vandt sølv ved DM, og tidligere har jeg været med til at vinde DM-guld for U 17 drenge. Lært af drengene - Der er ingen tvivl om, at jeg har lært rigtig meget af at spille med drengene. De spiller hårdere, og rent teknisk er jeg også blevet bedre. - Via drengene er jeg blevet mere seriøs med min sport, og sammen med dem bliver det aldrig en omgang pjat, som det kan med udelukkende piger. - Jeg er en typisk fightertype, der hele tiden vil gøre det bedre, og derfor har jeg også været i stand til at være en del af et drengehold, uden at de har taget specielt hensyn til mig. - Som 14-årig blev jeg elitespiller på dameholdet i Bulldogs, og siden har jeg været med til at vinde fire guld- og en sølvmedalje, ligesom jeg igennem fire år har været fast inventar på det danske kvindelandshold og har deltaget i en enkelt VM-slutrunde. Forfølger en chance - Og midt i juli flytter jeg til Umeå i Sverige med en kontrakt for de kommende to år med eliteklubben IBK Dalen i baglommen, fortæller stortalentet fra Frederikshavn. Cecilia Di Nardo bliver den første dansker i Elitserien for damer i Sverige, der betegnes som verdens bedste liga. - Jeg har fået en meget stor chance for at prøve mit talent af, og da jeg bliver færdig på gymnasiet i Frederikshavn til sommer, er tidspunktet det helt rigtige. - Det er en kæmpemulighed at komme til IBK Dalen, der trænes af den tidligere danske herrelandstræner Urban Karlsson. - Klubben blev nummer seks sidste år i ligaen, og der er tale om et ungt hold i udvikling, der passer mig fint. Bekymrede forældre - IBK Dalen har sørget for en lejlighed til mig i Umeå, og de finder også et passende civilt job, for desværre kan jeg ikke leve af at spille floorball. - Men jeg tager derover for at udvikle mig indenfor sporten, og måske tager jeg to år yderligere i Sverige, hvis jeg falder godt til derovre. - Mine forældre er lidt bekymrede over, at Umeå ligger langt mod nord omkring 12-13 timers bilkørsel fra Gøteborg, men jeg er klar til at tage springet og glæder mig, pointerer den unge frederikshavner. - Jeg har været til prøvetræning to gange i IBK Dalen, og jeg er virkelig imponeret over forholdene. De har netop bygget Sveriges første hal beregnet til floorball - eller innebandy som svenskerne kalder det - og tilskuertal på 6-700 til de bedsste damekampe er ikke usædvanligt i Umeå, der er højborg for spillet i Sverige. Flere tilbud Cecilia Di Nardo var 1. maj med til at sikre Frederikshavn Bulldogs det tredje mesterskab på stribe på kvindesiden med en 6-2 sejr i Aalborg Stadionhal over lokalrivalerne fra FC Outlaws, og i den kamp scorede hun to gange. Desuden blev hun kåret som årets spiller i dansk floorball, og hendes format har man også lagt mærke til i Sverige, hvor flere klubber kom med tilbud. - Jeg valgte IBK Dalen, fordi de både har dygtige spillere og trænere, som jeg ser frem til at være sammen med nærmest hver dag i de kommende to år. I weekenden bliver der kampe både lørdag og søndag, og de øvrige dage skal der trænes, og det hele skal gerne resultere i, at jeg udvikler mig og bliver endnu bedre på floorballbanen. - Og selv om Umeå er langt fra Danmark, håber jeg, at trænerne på det danske landshold fortsat vil udtage mig, for her har jeg også ambitioner, slutter det store stavtalent fra Frederikshavn.