EMNER

Nordjysk støtte til Lykketoft

Udgivelsen af bogen om blandt andet det seneste formandsskifte i Socialdemokratiet har tilsyneladende ikke rokket ved partiformand Mogens Lykketofts opbakning blandt partifællerne i Nordjylland. Det viser et rundspørge, NORDJYSKE Stiftstidende har foretaget til de socialdemokratiske borgmestre i landsdelen. Ikke alle har ønsket at deltage i rundspørget, men alle, der har svaret, tilkendegiver, at Mogens Lykketoft - uanset bogudgivelsen - fortsat er den rigtige formand for partiet. - Han er en dybsindig politisk tænker og har strategisk overblik, fastslår borgmesteren i Hals, Bent Sørensen (S). Hovedparten af borgmestrene har ikke læst Mogens Lykketofts bog og vil derfor ikke vurdere, om det er klogt eller uklogt af partiformanden at udtale sig om omstændighederne ved formandsskiftet på denne måde. Borgmester Karl Christensen (S) fra Hadsund har heller ikke læst bogen. Alligevel mener han, at det er "ganske uklogt og en anelse amatøragtigt", at bogen udgives på nuværende tidspunkt. - En bevægelse, et parti er ikke et enmandsværk. Det er udtryk for holdninger, og både disse og partiet kommer langt foran Mogens Lykketofts personlige ambitioner. Lidt flere visioner og meget mindre ego vil gavne Socialdemokratiet, siger Hadsund-borgmesteren. Den socialdemokratiske amtsformand Inge Nesgård fra Aalborg har - i modsætning til de fleste af borgmestrene - læst Lykketofts bog. - Den er fantastisk spændende og velskrevet, og jeg kan slet ikke se nogen grund til ophidselse, siger hun. -søwo