Musik

Nordjysk til Århus

Nordjysk rock i Århus. De nordjyske vækstlagsband rejser om 14 dage deres eget telt ved Spotfestivalen i Århus og her får otte bands mulighed for at præsentere deres musik for bookere, pladeselskaber og talentspejdere over to dage 6. og 7. juni.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Thee Attacks spiller garagerock i det nordjyske vækstlagstelt ved siden af Ridehuset.Foto: Grete Dahl

Navne som Hell is in Hello, Tone, Time Wast Us, Franktown, Lotus Krokus, Knob A Siesta, Kato og Thee Attacks rykker ind i et stort telt på festivalpladsen lige ved siden af Ridehuset, hvor den officielle festival finder sted. – Det er en udløber af vores Way Up North-festival, som hvert år præsentere vækstlagsband fra hele det nordjyske område. Spot Festivalen er jo et langt større og bedre udstillingsvindue og her får hele den danske og dele af den udenlandske musikbranche nu mulighed for at høre, hvad den nordjyske rytmiske musik står for, fortæller kunstnerisk leder, Mads Mulvad Poulsen, Studenterhuset. Det regionale spillested Studenterhuset, musikforeningen Rocktraum, samt den nordjyske pladeselskabssammenslutning Labelkollektiv er gået sammen om at danne ramme for teltscenen under navnet Spot on Way Up North. – Jeg tror bestemt, at nogle af navnene har en chance for at få noget fornuftigt ud af at deltage. Vi bruger de kontakter, som vi har, for at skabe interesse om de deltagende bands og musikere, og Rocktraum trækker også på deres netværk, understreger Mads Mulvad Poulsen. Blandt deltagerne er to tidligere Rock Nord Pris-modtagere nemlig electronica-one-woman-bandet Tone (2006) samt garagerockbandet Thee Attacks (2007). Derudover er det støjrock-kvartetten Kato, electronica-duoen Knob a Siesta, hippie-folk med Lotus Krokus, garagepunktrioen Time Waste Us, forsanger i ”Charlie Don’t Surf”, Rasmus Hedeman, præsenterer sit soloprojekt Hell is in Hello samt endelig den alternative folk-rock trio Franktown, der spiller i teltet. – Det hele er økonomisk blevet muligt, fordi vores Way Up North-festival kun løb over en enkelt dag i år. Vi bruger derfor nogle af vore egne sparede penge – 35.000 kr. – til at sende de nordjyske bands af sted, og så har Aalborg Kommune støttet med et lignende beløb, forklarer Mads Mulvad Poulsen. Lørdag eftermiddag er der foredrag med den rockfotograf Jørgen Angel, som vil vise et udvalg af sine mange rockfotografier samt fortælle anekdoter og historier fra hans oplevelser med Led Zeppelin, Gasolin, AC/DC og mange flere. I januar præsenterede Studenterhuset under stor mediebevågenhed fotoudstillingen ”Classic Rock” med et udvalg af Jørgen Angel bedste portrætter og fotos af nogle af rockmusikkens ypperste stjerner, og nu gentager Angel showet under Spot Festivalen. Pauserne i programmet vil blandt andet byde på musik med de nordjyske DJs Skjødt og Terry Attack. Desuden har Labelkollektivet en bod, hvor du kan købe musik og andet merchandise med de optrædende kunstnere. Læs mere på. www.wayupnorth.dk