Turisme

Nordjysk turist anholdt i Tyrkiet med antik sten

En intetanende nordjysk turist fik sig en ubehagelig oplevelse på en rejse til Tyrkiet. Manden blev på vej hjem anholdt i lufthavnen, efter at tolderne havde opdaget en antik sten i hans kuffert. Stenen blev af de tyrkiske myndigheder vurderet til at være et arkæologisk fund og må derfor ikke føres ud ad landet.

Den nordjyske mand blev løsladt mod kaution efter fire dage og er nu vendt tilbage til Danmark. Manden havde tilsyneladende ikke nogen anelse om, at den smukke sten, han havde fundet på stranden, var på den forbudte liste. Det har ikke været muligt at få oplyst, om sagen får et retsligt efterspil for manden. Fuldmægtig René Dinesen fra Udenrigsministeriet bekræfter, at man har behandlet sagen, men ønsker ikke at komme med yderligere oplysninger om de tyrkiske myndigheders fængsling af den uheldige nordjyske turist. I Middelhavslandene er der tradition for hårde straffe til turister, der forsøger at smugle antikke genstande ud ad landet. Hos nordjydens rejseselskab, Tyrkiet Eksperten, vil man ikke kommentere den konkrete sag, men informationschef i selskabet, Lone Yalcinkaya, advarer alle rejsegæster mod at tage historiske souvenirs med hjem. - De fund man gør, uanset om det er i vandkanten, under vandet eller oppe i bjergene, skal man vurdere meget nøje, før man putter dem i kufferten, siger Lone Yalcinkaya. - Hvis man er det mindste i tvivl, så lad sten og lignende ligge, eller få dem eventuelt vurderet af en ekspert, der kan udskrive en erklæring om genstandens oprindelse. Så har man sin ryg fri, hvis man kommer i søgelyset i tolden, siger hun. Lone Yalcinkaya fortæller, at hun selv engang fandt en smuk amfora-krukke i vandkanten, men da det var tydeligt, at den var langt over 100 år gammel, lagde hun vasen tilbage i vandet igen. Menneskeskabte genstande, der er mere end 50 år gamle, betegnes som "historiske", mens fund der er over 100 år gamle, er "arkæologiske". Begge dele skal man lade ligge. Alene i år sender Tyrkiet Eksperten 105.000 danskere til Tyrkiet. Mange af dem kan blive fristet til at samle antikke souvenirs, når de ferierer langs den tyrkiske kyststrækning. Området er en guldgrube af historiske og arkælogiske godbidder fra romernes bygningsværker, helt tilbage fra civilisationens oprindelse. Tyrkiet Eksperten har aldrig tidligere været ude for, at gæster blev anholdt for smugleri af arkæologiske fund. Den aktuelle sag får nu selskabet til at advare sine gæster. Det katalog, der kommer på gaden om 14 dage, inderholder en vejledning, hvor man indskærper overfor danskerne, at de skal holde nallerne væk, hvis de er i tvivl om hvad det er, de har fundet. I de fleste lufthavne er der opsat skilte med regler for, hvad man må tage med ud af landet. Også koraller fra havbunden er på den forbudte liste, og i visse lande i Østen og Afrika må man ikke engang tage strandskaller med hjem.