Nordjyskaftryk på DM-stævne

Ungdomsbokseren Jens Jo­han Pe­der­sen fra Had­sund ABK vandt DM-guld i welter­vægt.ar­kiv­fo­to
Boksning 6. marts 2007 05:00

NIVÅ: Nordjysk amatørboksning satte et fornemt fingeraftryk på de danske ungdoms- og juniormesterskaber, som blev afholdt i Nivå. De unge nordjyder fik ikke bare masser af metal med hjem. De fik samtidig en fantastisk oplevelse, da arrangørerne havde allieret sig med Team Palle, som ikke bare stillede en ekstra stor ring til rådighed for mesterskaberne. De lånte også ringannouncer Mogens Nymann ud, og samtidig var filmmanden Erik Clausen og den tidligere Team Danmark-direktør Preben Kragelund med til at kaste glans over DM-stævnet, da de overrakte medaljer og pokaler. I ungdomsrækkerne var der DM-guld til 14-årige Lasse C. Larsen fra Pandrup BK, som i finalen i fluevægt slog Jacob Mammen fra BK Vitus Horsens med 21-10. Lasse C. Larsen blev efterfølgende udtaget til ungdomslandsholdets bruttotrup. Hadsund ABK havde to boksere i ungdomsfinalerne. I weltervægt vandt Jens Johan Pedersen 26-12 over Niclas Kristensen fra BK Kvik i Ballerup, mens Jacob Kristensen i letweltervægt måtte se sig slået med 24-8 af Patrick Nielsen fra CIK. Det lykkedes heller ikke Nicolas Knudsen fra Lindholm BK at forsvare sin DM-titel fra i fjor. I finalen i bantamvægt tabte Lindholm-bokseren 19-7 til Ahmed Khattab fra CIK, som i sin semifinale havde slået Andreas Johansen fra AK Jyden i Aalborg. I juniorrækkerne forsvarede Pandrup BK’s Shaddi Abdalla sin DM-titel i letvægt med en overbevisende 39-23 sejr over Kasper Hansen fra Aabenraa. Shaddi Abdalla blev efterfølgende udtaget til de nordiske mesterskaber senere på måneden i Finland. Hos juniorpigerne kunne Lindholm BK glæde sig over DM-guld til Diana Nadim i bantamvægt og Eva Lunden i mellemvægt. Begge titler blev dog vundet uden kamp.OM

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...