Nordjyske 3F-ere hårdt ramt af ledighed

Næsten 900 ufaglærte nordjyder fik fyreseddel i julegave. Det viser de seneste ledighedstal fra fagforbundet 3F. Arbejdsløsheden er faret til vejrs som en nytårsraket.

I ugen lige før jul, 15. - 19. december 2008, var 3445 3F’ere i Region Nordjylland ledige. Det svarer til 10 pct. Dermed er ledighedstallet lidt højere end samme uge året før. I månederne oktober til december er ledighedstallet for 3F’ere i regionen steget med 898. Efteråret har været hårdt for mange ufaglærte. Inden for byggeriet har ledigheden steget over en længere periode, mens ledigheden inden for industri og transport begyndte at stige kraftigt i august. I ugen lige før jul var der på landsplan i alt 18.770 3F’ere ledige. Det svarer til syv pct. Og fra august til december er ledigheden blandt 3F’s medlemmer steget med 50 pct. (5826 personer). Ledigheden rammer hele landet Ledigheden har ramt bredt over hele landet, men med forskellig styrke. Værst er det gået ud over Midtjylland og Sjælland, som i uge 51 i 2008 ligger væsentligt over niveauet fra samme uge året før. Region Midtjylland er dog fortsat den af de fem regioner i 3F med laveste ledighed, 6,2 procent, mens region Nordjylland ligger højest med 10 pct. arbejdsløse, oplyser 3F. - Det står lysende klart, at der skal gøres en massiv indsats for at sætte gang i hjulene: Dels skal der skabes job ved offentlige investeringer i kommunerne. Både skoler, idrætsanlæg, veje og kloaker trænger i den grad til renovering mange steder. Dels skal de ufaglærte opkvalificeres, så de kan matche de ledige job, siger forbundssekretær i 3F, Per Christensen.