Nordjyske Bank kaprer nye erhvervskunder

Lokal rådgivning har været konkurrenceparameter

- Vi er gået efter virksomheder med gode og solide regnskabstal, siger Mikael Jakobsen. Foto: Nordjyske Bank

- Vi er gået efter virksomheder med gode og solide regnskabstal, siger Mikael Jakobsen. Foto: Nordjyske Bank

FREDERIKSHAVN:En koncentreret salgsindsats har i de seneste to måneder skaffet Nordjyske Bank 20 nye erhvervskunder med et samlet udlån på 65 millioner kroner.

- Det drejer sig om små og mellemstore virksomheder inden for forskellige brancher, dog ikke landbruget, fortæller direktør Mikael Jakobsen fra Nordjyske Bank.

De nye erhvervskunder er et resultat af en systematisk proces, hvor omkring 140 virksomheder blev kontaktet, og hvor der blev afholdt møde med de 79.

Rådgivning var afgørende

Det er rådgivningens kvalitet og ikke prisen - det vil sige renten - der har været afgørende for, at det er lykkedes Nordjyske Bank at kapre de nye kunder.

- Udlånsrenten har ikke været det afgørende konkurrenceparameter, siger Mikael Jakobsen.

Nordjyske Bank har i den forbindelse nydt godt af den centralisering af rådgivningen af erhvervskunder, som er blevet gennemført flere steder i pengeinstitutsektoren med Danske Bank i spidsen.

Åben for fusioner

De nye erhvervskunder er udtryk for en såkaldt organisk vækst, det vil sige vækst gennem egne kræfter.

Men Nordjyske Bank er også åben over for at vokse gennem fusioner med andre pengeinstitutter.

- Vi kan fint køre på solobasis i mange år endnu, men kravene fra lovgivers side til bankdrift vokser hele tiden, så vi er selvfølge åben over for muligheder for at vokse ved at gå sammen med passende fusionspartnere, siger Mikael Jakobsen, der samtidig understreger, at Nordjyske Banke ikke er i aktuelle forhandlinger om en fusion.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.