Gymnasiale uddannelser

Nordjyske elever har fået nok

Protesterer mod forringelse af uddannelser. Omkring 15 busser med elever fra de nordjyske ungdomsuddannelser drager her i formiddag afsted til Århus, hvor de deltager i en stor, landsdækkende protest-aktion.

AALBORG: Ifølge talsmand Rasmus Ingstrup fra Støvring Gymnasium handler det blandt andet om at sige klart nej til flere nedskæringer og forringelser. - Der kommer et tidspunkt, hvor man har fået nok, siger han. - Vi har blandt andet oplevet en lang række besparelser og forringelser af skolepraktik-ordningen på de tekniske skoler og handelsskolerne, og der er også problemer med arbejdsmiljøet og antallet af elever i klasserne generelt, forklarer han. Protesten støttes både af elever fra landsdelens folkeskoler, handelsskoler, gymnasier, seminarier, tekniske skoler samt sygeplejeskolerne og ingeniør-studiet. Og det er en stor fordel, mener Rasmus Ingstrup. - Vi er en samlet flok, der siger nej til flere forringelser. Der er ikke nogen splittelse, og der for kan vi optræde langt mere samlet end tidligere, understreger han. Eleverne håber, at demonstrationen vil påvirke politikerne - især fordi der også demonstreres i Odense og København på samme tid. - På de tekniske skoler er vi nødt til at sige stop. En så kraftig forringelse af skolepraktik-ordningen er dybt uacceptabel, siger Casper Astorp fra Erhvervsskolernes Elev Organisation i Nordjylland. Han kender flere, som ikke kan få en praktikplads på en virksomhed, og for dem er skolepraktikken nødvendig for at de kan gennemføre deres uddannelse. Nedskæringerne i skolepraktikken rammer også handelsskolernes HG-elever, og her kæmper man desuden for at få antallet af elever i klasserne ned på 28. - Klassekvotienten er i øjeblikket oppe på 35, så der er lang vej igen, understreger Anders Engsig fra Frederikshavn Handelsskole. - Alle har mærket en eller anden form for forringelse, supplerer Rasmus Ingstrup. - Og selvom vi selvfølgelig ikke er herre over, hvordan politikerne tænker, har vi da lov at håbe, at en så stor og samlet demonstration vil gøre indtryk.