Nordjyske fagforeningsfolk i aktion mod Bryggen

Fagforbundet 3F aktionerer med røde faner. Kristelig Fagbevægelse værner om ansatte.

Lone Lærke Krog,
Fagforeningsfolk fra 3F RBF i Aalborg markerer med røde faner, at de fortsætter kampen for at få en overenskomst med restaurant Bryggen i Thisted. Men Bryggen har en overenskomst med Kristelig Fagbevægelse, hvis bestyrelse og enkelte medlemmer mødte op for - sammen med venner og familie til de ansatte på Bryggen - at vise sympati med arbejdspladsen. Foto: Peter Mørk
Bryggerier 1. november 2007 21:45

Restaurations- og bryggeribranchens forbund i 3F, Aalborg, har varslet en blokade af restaurant Bryggen torsdag aften klokken 17. På det tidspunkt er der imidlertid ikke udsigt til nogen konflikt foran Bryggen på Sydhavnsvej i Thisted. Smilende medarbejdere, familie og venner står udenfor ved de blafrende lys med et banner, hvor der står ¿Velkommen til Bryggen¿, og de støttes af cirka ti repræsentanter for Kristelig Fagbevægelse. - Vi er kommet for at vise sympati med restauranten og vore medlemmer, siger afdelingschef for Kristelig Fagbevægelse i Thisted, Bent Fodgaard Hansen. - Det er uretfærdigt, at man synes, man kan tillade sig at chikanere en virksomhed på den måde, mener han. Kristelig Fagbevægelse har overenskomst med Bryggen og har 20 ansatte som medlemmer, RBF Region Nordjylland har siden november 2006 søgt at indgå overenskomst med Bryggen og har forsøgt forskellige former for blokade. Klokken 17.40 ankommer en bus fra Tylstrup til havnen i Thisted. Nogle af passagererne kommer marcherende med røde faner og stiller sig op foran restauranten. Nogle deler løbesedler ud med opfordring til forbipasserende om at boykotte Bryggen. Formanden for RBF Nordjylland, Kirsten Nielsen, leder delegationen. Hun siger, at Kristelig Fagbevægelse ikke er en fagforening. Og hun bedyrer, at konflikten mod Bryggen fortsætter, indtil restauranten har tegnet overenskomst med 3F. Restauratør Jan Kristensen tilkaldte politiet for at få ryddet pladsen foran restauranten. Imidlertid valgte de nordjyske fagforeningsfolk selv at forlade Thisted efter halvanden times forløb. Kl. 20 var der fyldt med gæster på restaurant Bryggen. Ingen blev under blokaden forhindret i at gå ind.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...