Sygdomme

Nordjyske firmaer ramt af influenza

Flere influenzatyper og mange syge også i Nordjylland

NORDJYLLAND:Det er ikke bare i København, at folk går rundt med hovedpine, feber og tør hoste i denne tid. Noget tyder i hvert fald på, at influenzaen også er nået ud på de nordjyske virksomheder. NORDJYSKE har spurgt sig frem blandt en håndfuld af de største nordjyske virksomheder og herfra er meldingen "jo, influenzaen er kommet." - Vi kan helt klart også se og mærke det. Både i sidste uge og i denne uge har der været en hel del, der melder sig syge på grund af influenza, siger Karsten Thomsen, der er tillidsmand ved Danish Crown i Sæby. Han tilføjer, at han dog ikke kan sætte tal på, da fabrikken ikke har nogen samlet statistik over, hvor mange sygemeldte der er. På Flextronics International Denmark i Pandrup ser det heller ikke for godt ud. - Vi er rimelig hårdt ramt. Det er hele afdelinger, der går ned lige pludselig, men det er først her indenfor det sidste par uger, at det virkelig er eksploderet, siger personalekonsulent Anja Larsen, der står for at registrere sygefravær på virksomheden. Til gengæld, kan hun endnu ikke læse stigningen ind i statistikken over sygemeldinger. Indtil videre er den på linie med sygefraværet i februar, men som hun siger, så kan det ændre sig, når måneden er omme. På Carnitech A/S i Støvring er influenzaepidemien i følge Lisbeth Mortensen ikke brudt ud endnu, og heller ikke Aalborg Portland er særlig hårdt ramt af influenza. Her er der i følge Anders Thorup ikke flere sygemeldinger end sædvanligt - men dem, der er, skyldes til gengæld influenzaen, siger han. Hos Rose Poultry A/S i Skovsgaard er der derimod helt klart flere sygemeldinger end sædvanligt, og fornemmelsen er, at de fleste har lagt sig med influenzasymptomer, uden at det er noget, firmaet har talt op. Influenzastammerne, der er i omløb, er Moscow og New Caledonia, der begge er af den alvorlige type A, og Hong Kong, der er en mildere type B samt endnu en B-stamme, der ikke er typebestemt.