Nordjyske forskere bag helt ny form for scenelys

Martin Professional og Aalborg Universitet klar med højteknologisk nyskabelse

De nye LED-lamper kan skrues op og ned efter behov, hvor de nuværende lamper brænder konstant - hvilket i mange koncertsammenhænge kan være i flere dage ad gangen. Dermed er der energibesparelser at hente. Arkivfoto: Chr. Th Poulsen

De nye LED-lamper kan skrues op og ned efter behov, hvor de nuværende lamper brænder konstant - hvilket i mange koncertsammenhænge kan være i flere dage ad gangen. Dermed er der energibesparelser at hente. Arkivfoto: Chr. Th Poulsen

FREDERIKSHAVN:Nyt dansk lys til blandt andet koncertsale er nu klar til at blive sendt på markedet af Martin Professional med hjemsted i Frederikshavn og Århus. Dermed kan virksomheden høste frugten af et treårigt forskningsprojekt, der har fået støtte fra Højteknologifonden. Sammen med eksperter på Aalborg Universitet har virksomheden arbejdet på at finde et alternativ til såkaldte udladningslamper. I stedet arbejder man med LED-belysning, der er langt mere miljøvenlig. LED-lamperne er allerede udviklet til bred og diffus belysning på for eksempel en væg. Men mere avanceret belysning, hvor man ønsker at skære klare profiler med lyset, har ikke rigtig kunnet lade sig gøre med LED-teknologien. - Problemet har været, at der går for meget af lyset tabt undervejs, når man arbejder med LED-teknologien, siger Niels Jørgen Rasmussen, forskningschef i Martin Professional. Men den koncentrerede indsats fra virksomhed og Aalborg-forskere har nu ført til, at Martin-selskabet er klar til at markedsføre en profilbelysning, der er baseret på LED-teknologi. Det betyder lamper uden kviksølv - og med en betydeligt længere holdbarhed end den traditionelle type. Samtidig kan LED-lamperne skrues op og ned efter behov, hvor de nuværende lamper brænder konstant - hvilket i mange koncertsammenhænge kan være i flere dage ad gangen. Dermed er der energibesparelser at hente via LED-teknologien. - Midlerne i dette projekt har gjort, at vi har kunnet fastholde det for os store forskningsprojekt, selv i økonomiske krisetider, siger Niels Jørgen Rasmussen. Problemet med at gå over til LED-belysning i forbindelse med profillys er, at man skal erstatte én traditionel lampe med mange LED-kilder. De skal fokuseres gennem et lille hul og opsamles af efterfølgende linser. Denne proces har typisk ført til et stort lystab i den sidste ende. Projektet har både ført til patenter og flere ph.d.-studier, så man forventer at være klædt på til at udvikle også kommende generationer af teknologien. Den nye teknologi fremvises første gang på en stor lysmesse i Frankfurt i denne uge./ritzau/