Fodbold

Nordjyske hold i pokalgysere

Fox Team Nord mod Sindal

AALBORG:Med et vendsysselsk lokalbrag og vanskelige udebanekampe for både HS Nord og Aalborg HSH byder sjette runde af landspokalturneringen i håndbold på en række spændende, men ikke ligefrem ønskværdige opgaver for nogle af de bedste nordjyske hold. Lodtrækningen resulterede hos kvinderne i en prestigemæssig styrkeprøve mellem Fox Team Nords ligahold og Sindal fra 1. division. De to hold tørnede i sidste måned sammen i en træningskamp, som sluttede uafgjort. Også HS Nords suveræne tophold i 1. division har et godt træningsresultat som ballast før pokalkampen på udebane mod Viborgs regerende danmarksmestre, men cheftræner Kenneth Jensen har svært ved at tro på en gentagelse af étmålssejren i september. - Vi vil gøre alt, hvad vi formår, men vi kommer næppe udenom, at Viborg i øjeblikket er stærkere end os, erkender Kenneth Jensen. Han havde absolut foretrukket en blødere modstander, og det samme havde sportschef i Aalborg HSH, Jan Larsen, der sammen med holdet skal en tur til Århus for at møde ligakollegerne Århus GF. - Vi har aldrig været tilsmilet af heldet i pokalturneringen og kunne godt have fundet en nemmere modstander.... De to hold besætter lige nu henholdsvis fjerde- og femtepladsen i mændenes Liga med stor sandsynlighed for, at det indbyrdes kapløb afgør den fjerde og sidste slutspilsplads. Aalborg HSH nedsablede i december Århus GF 32-22 på hjemmebane, mens EH Brønderslevs ellers så succesrige 1. divisionshold til gengæld har revanche til gode i pokalkampen hjemme mod Ikast/Bording, der i slutningen af november vandt turneringsopgøret i Brønderslevhallen 24-23. AHK mod Randers Lavest rangerende nordjyske hold i sjette pokalrunde er 1919 Aalborgs mandlige jyllandsseriehold, der får besøg af Thisted fra 1. division. Frederikshavns mænd fra 2. division har trukket hjemmebane, men modstanderen findes først i aften i kampen mellem Rækker Mølle KFUM's danmarksseriehold og Stoholm fra 1. division. Hos kvinderne får tre nordjyske 2. divisionshold hjemmebane mod hold af vidt forskellig kaliber. Aalborg HK tager imod Randers HK's ligahold, og Horne KFUM møder Mønsted/Sparkær fra 1. division, mens Taars på papiret får det nemmere mod Mejrum-Hvams danmarksseriehold. Sjette runde, der skal afvikles senest 15. marts, svarer til 1/16-finaler i jysk regi. Efter yderligere en runde resterer otte jyske hold, der sammen med otte hold fra resten af landet træder ind i den landsdækkende lodtrækning til 1/8-finalerne.abel