Nordjyske homofile kan tilspørges i kirken

Aalborg-biskop foreslår indførelse af et ritual

EMNER 8. september 2004 06:00

AALBORG: Homofile i Aalborg Stift, som ønsker kirkelig markering af deres fælles tilværelse, kan både tilspørges og knæle under håndspålæggelse - med biskoppelig velsignelse, så at sige. I hvert fald har stiftets biskop, Søren Lodberg Hvas, tidligere sanktioneret den meget personlige form. Og nu foreslår han, at Folkekirken indfører et decideret ritual. - Så kan offentligheden være orienteret om, hvad det rent faktisk er, det drejer sig om, siger Søren Lodberg Hvas, og ikke mindst kan de pågældende på forhånd se og tage stilling til, hvad den gudstjenestelige markering indebærer i forhold til den fælles tilværelse, som de har bestemt sig for. Efter de nuværende regler kan den enkelte præst rådføre sig med biskoppen i hvert enkelt tilfælde af velsignelse af partnerskaber, og i den forbindelse har Søren Lodberg Hvas tidligere sagt god for en form, som går ud på, at de pågældende tilspørges ved navns nævnelse, om de ønsker Guds velsignelse - som de bagefter får, mens de knæler og under håndspålæggelse. - Hvad mener man ellers med en gudstjenestelig markering, spørger biskoppen, hvis den ikke har personlig henvendelse, og hvis man ikke markerer direkte, at det er disse to mennesker, det drejer sig om, som er kommet i kirken denne dag med deres familie og venner? Jeg synes, siger biskoppen, at det er en smuk og værdig at ritualisere den kirkelige handling på. Biskoppens eget svar på spørgsmålet er altså forslaget om et egentligt ritual, og biskoppen lægger op til drøftelse på det næste bispemøde i oktober. På forhånd er der uenighed blandt biskopperne om holdningen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...