Politik

NORDJYSKE i stærkt annonce-team

Nyt samarbejde med Jyllands-Posten, Politiken og Fyens Stiftstidende giver annoncørerne mulighed for at nå 1,5 millioner læsere

AALBORG:NORDJYSKE Stiftstidende indgår nu et nyt annoncesamarbejde med Jyllands-Posten, Politiken og Fyens Stiftstidende. Det oplyser markedsdirektør Poul Sørensen, NORDJYSKE Stiftstidende. - Det er et meget stærkt samarbejde. NORDJYSKE Stiftstidende og Fyens Stiftstidende er to meget stærkt funderede regionalaviser, der naturligvis er de største dagblade i henholdsvis Aalborg og Odense. Vi går nu sammen med Politiken og Jyllands-Posten, som udover at være landsdækkende også er de største dagblade i henholdsvis København og Århus, siger Poul Sørensen. - De fire aviser i det nye annoncesamarbejde er således de største dagblade i Danmarks fire største byer og har tilsammen omkring 1,5 million læsere dagligt, påpeger Poul Sørensen. Udover muligheden for at nå flere læsere end før, vil den største fordel for annoncørerne ved det nye samarbejde være, at salget af annoncer fremover bliver meget mere fleksibelt end i dag, hvor salget af annoncer sker i et samarbejde mellem NORDJYSKE Stiftstidende, Berlingske Tidende, Århus Stiftstidende, Fyens Stiftstidende og JyskeVestkysten under navnet Metropol samt 4S/JobDanmark. - Udviklingen på annoncemarkedet går i dag så stærkt, at vi skal kunne tilbyde andre muligheder, end vi kan i dag. Med det nye samarbejde med Jyllands-Posten, Politiken og Fyens Stiftstidende får vi mulighed for i langt højere grad at kunne skræddersy annoncerne efter behovet hos den enkelte annoncør og tilbyde dem en individuel løsning, som passer til lige netop deres behov, siger Poul Sørensen. Samarbejdet mellem de fire aviser spænder lige fra ideudvikling til fælles bearbejdning af markedet. NORDJYSKE Stiftstidendes mangeårige annoncesamarbejde med Berlingske Tidende, Århus Stiftstidende og JyskeVestkysten har været baseret på salg af annoncepakker, så annoncerne er blevet bragt i alle de tilsluttede dagblade med rabat. Det har haft sin tid, men er ikke mere godt nok. Det kan ses bl.a. ved faldende markedsandele, påpeger Poul Sørensen. - Derudover har forudsætningerne ændret sig. Dengang vi etablerede annoncesamarbejdet i Metropol og 4S/JobDanmark var Århus Stiftstidende det største dagblad i Århus. Sådan er det ikke mere. Nu er Jyllands-Posten størst, tilføjer Poul Sørensen. Med det nye samarbejde vil NORDJYSKE Medier etablere en repræsentation for annoncesalg i København. Det ligger endnu ikke fast, om der vil blive tale om eget kontor, eller om det skal ske i lånte lokaler hos enten Jyllands-Posten eller Politiken. Det eksisterende annoncesamarbejde med Berlingske Tidende, Århus Stiftstidende og JydskeVestkysten vil ophøre hurtigst muligt.