NORDJYSKE køber Thisted Dagblad

Med købet af i Thy er NORDJYSKE rustet til den nye region

Martin Bach
Thisted Dagblad er et stærkt dagblad, og thyboerne skal fortsat sikres stærk lokaldækning. Foto: Peter Mørk
EMNER 11. oktober 2006 06:00

NORDJYLLAND: NORDJYSKE Medier købte i går Thisted Dagblad af De Bergske Blade. Med købet udtræder NORDJYSKE Medier af ejerkredsen bag De Bergske Blade. Hvad købet mediemæssigt kommer til at betyde for borgerne i Thy, tør Per Lyngby, ansvarshavende redaktør for NORDJYSKE Medier, endnu ikke spå om. - Thy bliver en del af den nye region. Og så har det maget sig sådan, at vi fik muligheden for at overtage Thisted Dagblad og gøre det til en del af Nordjylland. Nu skal vi se på, hvordan vi giver thyboerne den bedste lokaldækning. Og så er det her en mulighed for at fortælle det gamle Nordjylland om, hvad der sker i den nye del, siger en tilfreds Per Lyngby. En god forretning De Bergske Blade fortsætter med at drive Thisted Dagblad i en overgangsperiode. Men senest ved årsskiftet overtager NORDJYSKE Medier driften. Vil man fremover se Thisted Dagblad udkomme under eget navn og med en selvstændig profil?- Det er et stærkt navn. Og det er meget vigtigt for os, at vi fortsat dækker lokalt i Thy. Så det vil jeg ikke afvise. Men omvendt vil jeg ikke komme med skråsikre løfter. Nu skal jeg først tale med medarbejderne, og så vurderer vi, hvad vi gør fremadrettet, siger Per Lyngby, der ikke ønsker at offentliggøre prisen på Thisted Dagblad. - Men det er en god forretning. Det har det været for De Bergske Blade, og det er det også for os, siger han. Thisted Dagblad har et dagligt oplag på 8500 og beskæftiger 38 medarbejdere. Hvorvidt købet får konsekvenser for sidstnævnte er endnu for tidligt at sige. - Vi har jo selv rokeret meget rundt på medarbejderne. Så det svar kender jeg ikke endnu. Det kan jo også være, at vi udvider aktiviteterne, siger Per Lyngby. Med Thisted Dagblad følger ugeaviserne Thisted Posten, Hanstholm Posten og Thyland Avis, der samlet har et ugentligt oplag på 40.000. Samt radioen Nordvestjylland Guld FM.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...