Nørresundby

Nordjyske krisecentre mødes i Frederikshavn

Godt 100 ansatte og frivillige hjælpere fra krisecentrene i Frederikshavn, Hjørring, Nørresundby og Hobro mødes onsdag 4. maj i Frederikshavn.

- Vi får besøg af Christina Christensen, der er projektkoordinator for LOKK, Landsorganisation af Kvindekrisecentre. Hun vil fortælle om de udfordringer, kvinder fra etniske minoriteter møder, når de vælger at bryde ud af ægteskabet og familiestrukturen, fortæller Inge Bergsted, leder af Frederikshavn Krisecenter. Æresrelaterede konflikter er dagligdag i landets krisecentre, og foredraget skal handle om, hvordan man hjælper kvinder, der oplever at blive udstødt, isoleret og forfulgt. - Det er desværre en meget aktuel problemstilling, også her i Frederikshavn, og vi har brug for viden om og redskaber til at tackle problemet, siger Inge Bergsted. Foredraget foregår på Hotel Jutlandia. Frivillige hjælpere Frederikshavn krisecenter har cirka 30 frivillige, og selv om det er dobbelt så mange som tidligere, kan krisecenteret sagtens bruge flere hjælpere til at dække vagtskemaet. - Som frivillig hjælper bliver man en del af vores fællesskab, hvor vi mødes og spiser sammen og hygger os, ofte med et fælles tema, siger Inge Bergsted. Forleden fik de frivillige hjælpere et kærkomment skulderklap af borgmester Lars Møller, der kom med billetter til Night of the Proms i Arena Nord. - Det var en kæmpe oplevelse. Vi har også fået penge til en tre dages tur i Skallerup Klit, og nu søger vi midler til en tur i Fårup Sommerland, siger Inge Bergsted. Er du interesseret i at blive frivillig hjælper i krisecenteret, kan du kontakte Inge Bergsted på tlf. 98458875.