Nordjyske læger: Der er styr på vores bijob

Regionerne ved det allerede, siger lægeformand

Nils Lauge Johannesen: Lønnen må være en privat sag, det væsentlige er tidsforbruget. Arkivfoto: Niels Meredin

Nils Lauge Johannesen: Lønnen må være en privat sag, det væsentlige er tidsforbruget. Arkivfoto: Niels Meredin

AALBORG:En lang række nordjyske læger optræder på den liste over registrerede samarbejder mellem læger og medicinalvirksomheder. som Lægemiddelstyrelsen netop har offentliggjort. Alt i alt omfatter listen knap 1600 samarbejder, men mange læger optræder i flere sammenhænge. Det store omfang har fået formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), til at kræve, at listen også skal omfatte aftalernes omfang og lønnens størrelse. - Men det må være en refleksreaktion fra hans side. Regionerne har jo allerede oplysningerne, for de seneste fem-ti år har læger haft pligt til at indberette bibeskæftigelse og i et vist omfang også tidsforbruget, siger Nils Lauge Johannesen. Han er formand for lægerne i Nordjylland. Han peger også på, at sygehusenes ledelser har ret til at sige, at et givet bijob ikke er i overensstemmelse med en læges ansættelse: - Men jeg ved ikke, hvor tit der bliver sagt nej. Oftest snakker man sig vel til rette. - Løn privat sag Nils Lauge Johannesen mener ikke, at lønnen er det mest interessante i den sammenhæng: - Lønnen må være folks private sag som for alle andre. Det væsentlige må være arbejdets omfang, for tit handler det om folk med meget specifikke kompetencer, hvor de har fat i den tykke ende af tovet, når det gælder betalingen, siger han. Han mener ikke, at patienter på danske sygehuse har grund til bekymring for læger, der kommer i lommen på medicinalindustrien: - Læger i Danmark har en høj etisk standard. Risikoen for at blive udsat for et inferiørt lægemiddel, fordi lægen er "forlovet" med fabrikanten, er forsvindende lille. - I mit professionelle virke har jeg mødt én læge, hvor jeg tænkte, at det var utroligt, så mange møder han kunne nå. Det holdt også kun et år, så måtte han beslutte sig, siger Nils Lauge Johannesen.