Skolevæsen

Nordjyske lærlinge dyster

Lav en ca. 120 cm høj dekorationsmur på 29 timer, lød opgaven til murerlærling Mathias Bang Ingvartsen fra Højene Murerforretning og hans fem konkurrenter til DM for lærlinge i Messecenter Herning. Foto: Torben Hansen

Lav en ca. 120 cm høj dekorationsmur på 29 timer, lød opgaven til murerlærling Mathias Bang Ingvartsen fra Højene Murerforretning og hans fem konkurrenter til DM for lærlinge i Messecenter Herning. Foto: Torben Hansen

NORDJYLLAND:Mathias Bang Ingvartsen fra Højene Murerforretning i Hjørring kæmper indtil søndag eftermiddag i Messecenter Herning for at blive Danmarks bedste murerlærling. Uden skelen til publikum, fotografer eller sine konkurrenter arbejder han koncentreret på sin opgave. Præcis 29 timer har han til at lave netop sin dekorationsmur en sten bedre end de øvrige fem murerlærlinge og dermed blive den udvalgte, der skal repræsentere Danmark til verdensmesterskaberne i Japan. - Og han har travlt, lyder bedømmelsen fra Jan Drejer, Aalborg Tekniske Skole, der er tilforordnet ved konkurrencen. På messen “Boligdrømme for Alle” dyster landets 47 dygtigste håndværkerlærlinge - alle under 21 år - inden for ni fag om både DM-titler og VM-deltagelse. DM-finalisterne er fundet via regionale konkurrencer indenfor fagene murer, tømrer, bygningssnedker, VVS- og energimontør, bygningsmaler, anlægsstruktør, bygningsstruktør og gulvlægger. Fra Nordjylland deltager udover Mathias Bang Ingvartsen også Christian Boelskifte, BJK Byg, Dronninglund, der er i lære som bygningsstruktur; Allan Martin Kløjgård, Himmerland VVS, Aars, er VVS- og energimontørlærling, mens Klaus Lindgren Johansen er i lære som tømrer hos bygmester Ove Jensen, Dronninglund. De ni danmarksmestre kåres søndag kl. 14.30, og som en ekstra gevinst sikrer vinderne sig også en rejse til Japan, hvor de skal deltage i World Skills 2007, der er det nærmeste, man kommer et VM for lærlinge. DM-stævnet arrangeres af Foreningen af Skoleledere ved de Tekniske Skoler i samarbejde med de enkelte fags faglige uddannelsesudvalg. Mathias Bang Ingvartsen vandt tidligere på året det nordjyske regionsmesterskab og repræsenterer dermed tekniske skoler i Aalborg, Hjørring og Thisted. Om han og de øvrige nordjyske deltagere bliver nemme at få fat på, når de er udlært, er en anden historie.