Overenskomster

Nordjyske ledere får mindre i løn

Trods en pæn lønstigning i 2008 får de nordjyske ledere i gennemsnit væsentligt mindre i lønposen end ledere i resten af landet.

De Nordjyske lederes formand, Steen Knørr, der til daglig arbejder som stationsleder hos Falck i Aalborg, ærgrer sig over, at de nordjyske lederes løn ikke kan følge landsgennemsnittet.Foto: Lars Pauli

De Nordjyske lederes formand, Steen Knørr, der til daglig arbejder som stationsleder hos Falck i Aalborg, ærgrer sig over, at de nordjyske lederes løn ikke kan følge landsgennemsnittet.Foto: Lars Pauli

NORDJYLLAND:Det viser tal fra Ledernes Hovedorganisation, som organiserer alt fra værkførere til direktører. Med en gennemsnitsløn på små 45.000 kroner om måneden får en nordjysk leder i snit 4300 kroner mindre på lønsedlen end en leder i den resterende del af landet. Det ærgrer formanden for Ledernes Hovedorganisation i Nordjylland, Steen Knørr. - Det har været sådan længe, jeg ved ikke hvorfor, men geografien kan have betydning. Måske er det lettere at holde på lederne i Nordjylland, siger Steen Knørr. Han forklarer, at de nordjyske ledere ikke har ret mange alternative stillinger at søge, og derfor er de måske lettere at stille tilfredse end ledere i trekants- eller hovedstadsområdet, hvor der er flere lederstillinger og større vækst. Få store virksomheder Virksomhedssammensætningen i Nordjylland kan være en anden grund til, at de nordjyske lederes lønposer er mindre end kollegaernes. - Vi har mange små virksomheder i Nordjylland, men der er ikke så mange store tilbage, og det er her, de højeste lønninger findes, forklarer Steen Knørr. Han mener ikke, at der er udsigt til, at lønniveauet i det nordjyske vil nærme sig landsgennemsnittet, men tror trods finanskrisen på endnu en pæn stigning i 2009. - Krisen vil nok få en lille afsmitning, men ledere er dem, der er færrest af på arbejdsmarkedet, så jeg tror ikke, man vil sætte dem ned i løn. Jeg tror stadig på, at vi vil se en lønstigning på omkring fem procent i 2009, siger Steen Knørr. Glæde over lønstigning Selvom de nordjyske ledere lønmæssigt halter efter resten af landet, så var der en lønstigning på 5,1 procent til dem i 2008, og det vækker glæde hos deres formand. - Når en almindelig ansat arbejder mere end 37 timer om ugen, får de overtidsbetaling, det gør lederne sjældent. Så det er glædeligt, at man har fået øjnene op for, at man skal belønne lederne for deres merarbejde, siger Steen Knørr. Han fortæller, at årets lønstigning i det nordjyske var lidt højere end sidste år. Men også her ligger man under landsgennemsnittet, hvor lønstigningen var et halvt procentpoint højere.