Nordjyske ledere på udkig efter nyt job

Fire ud af ti har konkrete planer eller overvejer jobskifte, viser rundspørge

Drevet af ønsket om blandt andet nye udfordringer og større ansvar er en meget stor del af lederne på de danske virksomheder på vej til at skifte job. Det viser en ny undersøgelse fra Lederne.

I Nordjylland har 4 ud af 10 ledere konkrete planer eller overvejelser om at vinke farvel til det nuværende lederjob for at komme videre i karrieren.
15 procent af de adspurgte ledere i Nordjylland svarer, at de er aktivt jobsøgende, mens 28 procent overvejer at skifte job. De resterende 56 procent ønsker ikke at skifte job i øjeblikket.
På listen over bevæggrunde kommer ønsket om nye udfordringer ind på en klar 1. plads, efterfulgt af ønsket om større ansvar og højere løn.
Også uoverensstemmelser med chefer eller medarbejdere samt et ønske om kortere transporttid spiller ind for mange af de ledere, der er klar til et karrieremæssigt ryk.
Til gengæld er det kun et fåtal, som vil skifte job med det formål at få en mindre arbejdsbyrde.
Afdelingsformanden for Lederne Himmerland, Steen Knørr (foto), er overrasket over undersøgelsens resultater.
- Jeg synes, at andelen af nordjyske ledere, som overvejer et jobskifte, er høj. Det skyldes sandsynligvis, at vi i Nordjylland også har kunnet mærke krisen. Virksomhederne har indført mere topstyring og ledernes råderum er blevet mindre. Derfor søger mange ledere nye udfordringer og større ansvar, siger Steen Knørr.
Undersøgelsen fra Lederne er baseret på svar fra 1987 ledere primært fra den private sektor. 176 af respondenterne er fra Nordjylland.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.