Journalistik

NORDJYSKE lukker redaktion i København

KØBENHAVN:Efter svigtende salg af landsnyheder til radiostationer landet over lukker NORDJYSKE Medier det ene af sine to kontorer i København, RadioNyhederne, med hjemsted i Studiestræde. Mediehusets anden hovedstadsredaktion - på Christiansborg, drevet i samarbejde med Fyens Stiftstidende - er uberørt af lukningen, som har virkning fra 1. marts. Otte journalister mister jobbet som følge af lukningen, men de tilbydes alle job i mediehuset i Aalborg, og to journalistpraktikanter er sikret færdiggørelse af uddannelsen, den ene på Christiansborg-redaktionen, den anden i Danmarks Radio. Chefredaktør Lars Jespersen beklager situationen og oplyser i øvrigt, at der kan blive tale om afskedigelse af de medarbejdere, der ikke ønsker at tage imod tilbuddet om job i Aalborg. Situationen på det punkt er dog ikke endeligt afklaret. Han tilføjer, at lukningen af RadioNyhederne ikke er udtryk for et generelt krisetegn. Men kunderne til radionyheder er faldet fra lidt efter lidt, og da Radio Viborg stopper som kunde 1. februar, har koncernen set sig nødsaget til at afvikle aktiviteterne i København. - Men vi leverer naturligvis fortsat landsnyheder på vore egne radiokanaler, nu blot produceret i Aalborg, fastslår chefredaktøren.