Nordjylland

Nordjyske Medier leverer flyvende billeder

Som den anden medievirksomhed i Danmark har koncernen fået en drone

Henrik Bo med dronen, som fremover skal lave skarpe billeder og video til nordjyderne. Foto: Martin Wendel Damgård

Henrik Bo med dronen, som fremover skal lave skarpe billeder og video til nordjyderne. Foto: Martin Wendel Damgård

NORDJYLLAND:Fremover vil nordjyderne få endnu mere spektakulære billeder fra NORDJYSKE MEDIER, der som den anden medievirksomhed i Danmark har fået en drone. Den nye drone kan optage video, tage billeder og sågar live-dække aktuelle begivenheder til tv-stationen 24NORDJYSKE.

- Det er et projekt, som vi har haft undervejs i syv måneder. Så nu bliver det jo dejligt at komme i gang med at bruge den, siger pressefotograf Henrik Bo, der i sin tid fik ideen til dronen.

Henrik Bo skal til flyveprøve i næste uge, og så er han som den eneste på NORDJYSKE klar til at bruge dronen.

- At bestille dronen er ikke så svært, men så er der en masse arbejde med træning og mærkning bagefter, inden jeg nu kan tage den her prøve. Men bagefter er jeg så også i stand til at uddanne mine fotokollegaer, siger Henrik Bo, der understreger, at det er virksomheden NORDJYSKE MEDIER og ikke ham personligt, der er blevet certificeret til at have en drone.

Masser af drone-billeder

I det hele taget er der en masse regler og tilladelser, som skal være på plads, når man som virksomhed beslutter at benytte en drone. Måske derfor er NORDJYSKE også kun den anden medievirksomhed i Danmark til at anskaffe en. - Fynske Medier har også en drone, men de bruger den ikke særlig meget. Det kommer vi til, også fordi vi har 24 NORDJYSKE, som den bliver meget egnet til at lave video til, siger Henrik Bo og fortsætter. - Men vi skal ikke bruge den, hver gang vi har en fotoopgave. For så går ideen af den. Den skal bruges, når det giver mening. En situation, hvor en drone kunne egne sig, kunne eksempelvis være ved oversvømmelserne i Vendsyssel for nyligt, hvor en drone kunne have belyst omfanget af skaderne på en ny måde.

- Vi kommer til at belyse historier på en mere interessant måde, og det vil komme til gavn for vores seere og læsere, siger Henrik Bo.

Lille maskine - stort potentiale

I det daglige vil nordjyderne dog ikke se det store til den lille maskine, der vejer godt 1,5 kilo og koster omkring 20.000 kroner med udstyr.

- Vi må ikke flyve ind over mennesker, da sikkerhedsreglerne er meget omfattende. Der er en meget udførlig driftshåndbog, som vi selvfølgelig følger, da sikkerheden omkring brugen af dronen har absolut topprioritet, fortæller Henrik Bo.

Men udviklingen af droner er lige nu stor, og det er ikke til at sige, hvad det kan ende med.

- Det er kun lige begyndt. Førhen var droner noget, som det amerikanske militær brugte i aktioner, og her sidder vi med vores egen drone. Selvom reglerne for brug er stramme lige nu, så tror jeg, at der bliver flere og flere muligheder for at bruge den fremover, siger Henrik Bo.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.