Nordjyske mener: Gurli Gris i børnehaven er ikke et problem
Det er efterhånden blevet en velkendt opskrift: En politiker opdager, at et emne optager befolkningen og vil gerne vise handlekraft - og resultatet er et forslag om ligegyldig lovgivning
Mette Rask Bentzen, redaktionschef, Nordjyske. Foto: Lars Pauli
LEDER:Klokken er cirka 16.20 og to trætte børnehavebørn og deres mor træder ind af døren til hjemmet efter en lang dag.
- Må vi se iPad?, lyder spørgsmålet fra de små allerede i entreen.
- Ja, lyder svaret fra moren, som selv trænger til en pause og derfor lader skærmen være barnepasser for en stund.
Indrømmet: Ovenstående scenarie udspiller sig med jævne mellemrum i denne lederskribents liv, selvom en nærværende forælder, der spiller Uno eller leger i haven, alt andet lige ville være en bedre løsning.
For børns skærmforbrug er et stigende problem - det er der ingen tvivl om. Men der er heller ingen tvivl om, at nyeste forslag fra børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) ikke er en god løsning på problemet.
Ministeren vil med lovgivning forhindre, at de nul- til seksårige børn anvender skærme, mens de er i dagtilbud. Det skal ske for at beskytte børnene for potentielle negative konsekvenser, lyder det.
Det giver bare ingen mening at beskytte de små mod overforbrug af Gurli Gris i børnehaven. Problemet eksisterer nemlig ikke.
En rapport fra DPU på Aarhus Universitet viser, at de fleste børn bliver udsat for nul til fem minutters kontakt med en skærm på en dag i vuggestuen eller børnehaven.
Og for mit eget vedkommende har jeg gennem tre år aldrig set mine børn sidde foran en skærm i deres børnehave. Faktisk virker iPad'en kun til at være fremme, når der skal tages halvskarpe billeder til albummet på Aula.
Politikere elsker at tale om, at vi har brug for færre regler og mindre bureaukrati, og i det lys virker det kontraproduktivt at indføre endnu flere regler - især når det handler om at lovgive sig ud af et problem, som er meget svært at få øje på ude i institutionerne.
Problemet med børns eksponering for skærme løses ikke med forbud og med mistillid til, at dygtige og dedikerede pædagoger kan administrere forbruget.
I stedet er vi nødt til tale ærligt og direkte om, hvor det største skærmforbrug og dermed ansvar ligger:
Hos forældrene.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.