Nordjyske mener: Hurra for den vrede enke og to modige læger

LEDER:Det er ikke hver dag, en læge delvist erklærer sig enig i en kritik af en kollega i pressen. Endda en navngiven kollega i en sag, der handler om pleje, værdighed og palliativ behandling i den allersidste svære tid. Og det er bestemt heller ikke hverdagskost, at en læge stiller sig op med navn og svarer på en kritik af sit arbejde.

Men sådan et par læger findes der i Thy, og det er på sin plads at hylde det mod, de to læger viser ved åbent og i eget navn at gå ind i en debat med den vrede enke, som Nordjyske for nylig kunne fortælle om. En hel del af æren skal dog også tilfalde enken, men alt det vender vi tilbage til.

Lægevagt

Enke er vred: Vagtlægen ville ikke komme til min døende mand

---

Kort fortalt handler sagen om, at Rie Vangsgaard  havde lovet sin døende mand Jens, at han skulle have lov til at dø hjemme i Klitmøller. Men hans sidste nat blev alt andet end den rolige og værdige afsked, han og hustruen havde ønsket. Rie Vangsgaard fortæller, at vagtlægen afviste at komme på besøg i hjemmet, selv om Jens var stærkt smertepræget, urolig og rallende. Vagtlægen afviser at kunne have gjort mere. På denne plads skal Nordjyske ikke gøre sig til dommer over, hvem der har ret, ligesom vi ikke her går nærmere ind i alle sagens detaljer. Alt det har vi beskrevet i den artikel, vi udgav om sagen for en lille uge siden.

Men hvor ulykkelig sagen end er, så er den også opsigtvækkende af andre grunde end de åbentlyst medmenneskelige. Og nu er vi tilbage ved anledningen til denne leder. Lægestanden er notorisk kendt for tavshed, når det kommer til konkrete sager, der finder vej til pressen. I mange tilfælde giver det god mening. Tillidsrummet mellem læge og patient er som udgangspunkt ukrænkeligt. Men en gang imellem giver det mening med den åbne debat, når det som i dette tilfælde er patienten eller dennes pårørende, der åbner ballet.

I artiklen bakker Rie Vangsgaards praktiserende læge Marianne Kragh Rasmussen delvist op om enkens kritik. I hvert fald lægger hun forstandigt op til, at det lokale netværk af læger skal diskutere procedurerne for den palliative behandling i den sidste tid i hjemmet. Marianne Kragh Rasmussen var ikke meget for at diskutere en patient, en konkret sag og en kollegas indsats i pressen, men med velvalgte ord stillede hun alligevel op i Nordjyske. Stærkt.

Vagtlægen den pågældende aften, Knut Rønning, er ikke enig i kritikken. Både han og Marianne Rasmussen havde tilbud om at medvirke i artiklen uden navns nævnelse, men ligesom sin kollega valgte han efter grundige overvejelser at fremføre sin mening og stå ved den i eget navn. Respekt for det.

Både Marianne Kragh Rasmussen og Knut Rønning har i denne sag optrådt med en åbenhed, der klæder lægestanden. Desværre er det sjældent forekommende. Men i dette tilfælde fik vi en værdig og civiliseret diskussion af et svært emne. Tak for det.

Endelig skal der også lyde stor respekt for enken Rie Vangsgaard. Hun var vred, da hun henvendte sig til Nordjyske for at fortælle om sin oplevelse. Men når man ser på hendes udtalelser i artiklen, så ser man samtidig en afgørende del af grunden til, at vi fik en respektfuld meningsudveksling. Selv med vrede som sin drivkraft udtaler Rie Vangsgaard nemlig sin kritik i en ordentlig sprogtone uden unødig brug af kraftudtryk. Sådan tager man en diskussion, når man er et dannet og velopdragent menneske. Det bør være en inspiration for os alle.