Nordjyske MF'ere kaldt til møde hos minister

Aalborg 25. juni 2003 08:00

NORDJYLLAND: De nordjyske folketingsmedlemmer Bjarne Laustsen, Socialdemokratiet, og Mogens Nørgaard Pedersen fra Kristeligt Folkeparti har netop modtaget en invitation fra videnskabsminister Helge Sander (V) på baggrund af deres udtalelser i Nordjyske Stiftstidende om ministerens plan om at øremærke en pose penge til gavn for forskning i udkantsområder som for eksempel Nordjylland. De lokale folketingspolitikere kritiserer blandt andet ministeren for, at de øremærkede penge til forskning ikke vil løse de erhvervsmæssige problemer, der findes i udkantsområderne. Både Bjarne Laustsen og Mogens Nørgaard Pedersen har takket ja til invitationen, og mødet ventes at finde sted i Aalborg efter sommerferien. "Formålet er at sikre, at videnssamfundet bliver for alle dele af Danmark, da det er grundlaget for fremtidens velstand. Det vil være et meget virkningsfuldt supplement til udflytning af de statslige arbejdspladser, som det selvfølgelig fortsat er et mål at forfølge", hedder det blandt andet i invitationen fra ministeren. Mogens Nørgaard Pedersen ser mødet som et signal om, at Helge Sander tager problematikken i Nordjylland alvorligt. - Men jeg tvivler nu på, om ministeren havde foretaget sig noget, hvis vi ikke lokalt havde reageret på hans udmeldinger, siger Mogens Nørgaard Pedersen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...