Nordjyske museer og AAU i stort projekt om kultur
Fond giver 20 millioner kr. til projektet, hvor fem universiteter og 13 museer deltager
NORDJYLLAND: Med en bevilling på 20 millioner fra Nordea-fonden og Velux-fonden skal fem danske universiteter og 13 danske museer nu sammen undersøge, hvordan man kan forbedre museernes muligheder for at formidle kulturarven til alle grupper af danskere.
Aalborg Universitet er et af de fem medvirkende universiteter, oplyser universitetet i en pressemeddelelse.
Projektet skal blandt andet besvare disse spørgsmål:
- Hvilke dilemmaer har danske museer stået i, og hvilke dilemmaer står de i, når de skal foretage afvejninger mellem oplysning og oplevelse i deres formidling?
- Hvem bliver inddraget med museernes nye formidlingsformer?
- Hvad betyder brugerinddragelse for de involverede i forhold til for eksempel læring, fællesskab og livskvalitet?
To lokale museer deltager
Aalborg Universitets Institut for Kommunikation deltager med to delprojekter og to ph.d.ere i samarbejde med henholdsvis Aalborg Historiske Museum og Limfjordsmuseet i Løgstør.
Professor Jens F. Jensen, der er AAU’s repræsentant i projektet, glæder sig over fondenes satsning på forskning indenfor det vigtige område:
- Bevillingen og projektet vil gøre det muligt både at undersøge, hvordan museernes nye formidlingsformer virker og at udvikle, afprøve og evaluere helt nye udstillingsdesigns med innovative formidlingsformer og teknologier i praksis. Projektet repræsenterer en meget stor satsning både i en dansk og i en international sammenhæng, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.