Boksning

Nordjyske næver knyttet til fælles slag for boksningen

Syv bokseklubber går sammen om at træne til glæde for alle

AALBORG:Det kniber gevaldigt med kampboksere i de tre Aalborg-klubber AK Jyden, IK Sparta og BK Lindholm. Men i et forsøg på at rette op på situationen, og skabe yderligere interesse for at være med, er et initiativ om fællestræning sat i værk. Og det har straks slået an, også i det øvrige Nordjylland. - Vi tre Aalborg-klubber blev enige om at lave fællestræning en gang om måneden hos hinanden på skift, siger Jens Jørgen Voldby, formand for IK Sparta. - Vi holdt den første samling hos Jyden for en måneds tid siden, og det blev en stor succes. Vi fik nemlig også ni mand fra Hjørring med, og alle var yderst begejstrede for tiltaget. Syv klubber - Nu har vi så stået for den anden samling, og her har vi haft boksere fra syv klubber, idet Thisted, Jetsmark og Hadsund også har sendt boksere, sammen med Hjørring, og det er særdeles glædeligt med den interesse, siger Sparta-formanden. Også klubberne i Frederikshavn og Hobro har vist positiv interesse, omend de ikke har været i stand til at deltage endnu, så Jens Jørgen Voldby ser initiativet som et meget vigtigt skridt imod at få højnet niveauet, til fælles gavn og glæde i hele landsdelen. - Det er faktisk kun Brønderslev, som ikke har meldt tilbage på vores invitation, og det er jeg lidt skuffet over. - Men glæden over, at så mange vil være med, og den positive respons, vi allerede har fået, med tilkendegivelser om, at man gerne vil komme næste gang også, det opvejer det hele. Samlingerne har budt på fællestræning i to pas lørdag formiddag og eftermiddag, og så har man haft fællesspisning og socialt samvær med også. Den rigtige form - Det har vist sig at være den rigtige form, for her får alle noget ekstraordinært ud af det, og det er så tilpas kort, at man kan være med, uden at skulle bruge en hel weekend. Jens Jørgen Voldby siger, at han håber, den øgede aktivitet ikke kun skærper de kampboksere, man har i øjeblikket, men også vil kaste nye af sig. - Vi har motionister i massevis i vores klub. 90 procent af dem, der kommer, er motionister, og det er fint. - Men vi skal have nogle flere kampboksere, og nu gør vi en ekstra indsats for at se, om ikke det kan lykkes, siger Voldby. Lindholm næste gang Næste fællestræning er henlagt til Lindholm BK¿s lokaler i Nørresundby om en måned, og så forbereder de tre Aalborg-klubber i øvrigt deres første fællesstævne i denne sæson, til afholdelse på Studenterhuset i Aalborg. - Vi skulle have haft det første stævne nu, men forskellige ting er kommet i vejen, så nu satser vi på at lave stævne sidst i november i stedet. - For nok er det hårdt og tidskrævende at sætte de her ting i værk. Men vi skal videre, koste hvad det vil, lyder det fra Sparta-formanden.