Aalborg

Nordjyske piger bremset i Malaysia

KUALA LUMPUR: Det lykkedes ikke for de to nordjyske badminton-piger, Nanna Brosolat og Camilla Sørensen, at komme med i hovedturneringen i damesingle i denne uges Malaysian Open. Begge blev bremset i kvalifikationskampene, Nanna Brosolat af den stærke kineser Zhu Lin, Camilla Sørensen af japaneren Yu Hirayama. Britta Andersen og Rasmus Mangor var sidste danskere i aktion i kvalifikationen. Den danske mixeddouble vandt ganske vist deres første kamp, men siden tabte de den afgørende med de snævre cifre 11-15, 13-15 til et japansk par. Den danske trup kom til Kuala Lumpur mandag formiddag og trænede om eftermiddagen. Også tirsdag bød på træning for de spillere, som ikke skulle ud i kvalifikationskampe. Hovedturneringen indledes i dag. mingo