EMNER

Nordjyske SF'ere: Vi har holdt kæft for længe

Opgør med berøringsangsten har givet fremgang - Søvndal har solgt den ny stil

Vi har været for bange for at støde nogen, siger regionsrådsmedlem Lene Linnemann.

Vi har været for bange for at støde nogen, siger regionsrådsmedlem Lene Linnemann.

NORDJYLLAND:- Vi har i mange år været så bange for at støde nogen, at vi var ved at gå helt i stå, lyder det fra SFs Lene Linnemann, regionsrådsmedlem i Nordjylland. Hun er godt tilfreds med partiets nye stil, der efter hendes opfattelse bliver solgt optimalt af en veltalende og karismatisk formand. Ligesom Pernille Vigsø Bagge mener hun, at baggrunden for SFs succes ikke alene skal findes hos Villy Søvndal - men også i partiet bredt set. - Det handler om, at vi er blevet bedre til at kommunikere klart - desuden gør det folk trygge, at vi tør tale økonomisk politik i stedet for udelukkende bløde værdier, fastslår Pernille Vigsø Bagge. Opgør med berøringsangst - Der er ikke så meget nyt i vore synspunkter - vi har blot taget et opgør med berøringsangsten og siger nu tingene tydeligere - blandt andet gennem en klart talende formand, som har en stor del af æren for vores succes, mener Pernille Vigsø Bagge. Hun peger blandt andet på flygtningepolitikken, som et eksempel på partiets valne holdning. Holdt vores kæft - Vi har i mange år holdt vores kæft, af frygt for at blive beskyldt for at være racister - nu tør vi godt sige, at der er problemer med integrationen af indvandrere og erkende, at vi har vores del af ansvaret for en forfejlet flygtningepolitik op gennem 90'erne. - Også i det spørgsmål melder vi nu klart ud - og det er Villy Søvndal god til. - Han er autentisk og meget lidt konstrueret, og kan ikke styles og gejles af spindoktorer - det honoreres af befolkningen, konstaterer Pernille Vigsø Bagge. Lene Linnemann påpeger, at partiets fremgang også skal forklares med de tiltagende sociale uligheder, der efter hendes opfattelse er skabt af den borgerlige regering. - Regeringen har gjort det svært for rigtig mange mennesker og derfor vinder SFs politik pludselig større genklang, vurderer Lene Linnemann, som en del af forklaringen på, at tidligere SF-vælgere er kommet tilbage i folden og nye unge er kommet til. - Når folk er under pres, står det klart for dem præcis, hvad det er SFs politik skal rette op på og hvilke grupper det er, vi vil hjælpe. - Så kan vælgerne kan godt acceptere at vi har nogle klarere holdninger på mange kontroversielle områder, og at vi er nødt til at sluge nogle kameler for at få indflydelse. - Vi kan ikke bare sige nej til det hele, fastslår hun.

Forsiden


Breaking
Medie: Epidemikommission vil sende skoleelever på tidlig juleferie
Luk