Aalborg

Nordjyske skærme til søfarten

Efter kun et års eksistens sender North Invent eget produkt på markedet

AALBORG:Mindre end et år efter starten er en ny, innovativ nordjysk virksomhed, North Invent, klar til at sende sit første elektronikprodukt på markedet. Firmaets monitorserie er i første omgang fremstillet til at vise elektroniske søkort, radarinformationer og anden grafik i den maritime verden, hvor der er et globalt årligt marked på 20.000 skærme. Standardmodellen vil også uden videre bruges til overvågning af automatiske processer, og med få ændringer vil de også kunne finde afsætning i den medicinske verden. Bag North Invent står Kenet Palm, Harry Rørvik og Peter Christensen, alle med erfaringer fra større virksomheder i branchen, og de regner med at finde kunder over det meste af kloden. Næsten hele produktionen ventes afsat i udlandet. - Ofte oplever man, at der dukker en masse kopivarer op i kølvandet på en salgssucces. Men vi har valgt at gå en anden vej, så vi laver bedre og billigere produkter på basis af den mest aktuelle teknologi, fortæller Peter Christensen, der fra et kontor i København står for salget. - Fordi vi selv har stået for udviklingen af monitoren, rummer den tidens mest moderne teknologi, og den er skruet sådan sammen, at teknikken udnyttes på den mest dynamiske måde. Samtidig har vi i kraft af vores erfaringer været i stand til at fremstille monitorerne, så de er billigere end de fleste andre på markedet, forklarer Peter Christensen. I Aalborg har North Invent adresse hos Melsen Tryk i Skalborg, som også står for produktionen af skærmene. Ifølge Peter Christensen har North Invent mange andre ideer til produkter i skuffen. - Men vi går ikke i gang med noget nyt, før vi har fået sikkerhed for, at monitoren er en salgssucces. Vi har knoklet et år med at udvikle udstyret og få alletilladelser og certifikater på plads, så nu skal vi først lige bevise, at vi kan tjene penge, tilføjer Peter Christensen. De tre grundlæggere har finansieret etableringen af North Invent helt af egen lomme, og Peter Christensen er ikke fri for at være lidt stolt over, at det har kunnet lade sig gøre helt uden nogen form for offentlig støtte. - Men samtidig må jeg også konstatere, at det er meget op ad bakke at starte en innovativ virksomhed, selv om det er noget af det, der snakkes mest om i dagens Danmark. Men det er åbenbart lige så uforpligtende som at snakke om vejret, og der er i hvert fald ikke megen hjælp at hente, mener Peter Christensen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst