EMNER

Nordjyske skud

Rekordstort antal skytter fra Aalborg til NM på riffel og pistol

AALBORG:Aldrig nogensinde har Aalborg Skyttekreds været så stærkt repræsenteret som ved de kommende nordiske mesterskaber. Seks skytter, fordelt på to landshold. En rekord på forhånd, kunne man kalde det. To riffelskytter, Lars Ørum og Mark Skovbo, skal i denne weekend skyde for Danmarks ære i Vingsted ved Vejle. Der er endda endnu en nordjyde på det hold, Arne Jensen fra Ulsted. I næste weekend skal fem fra Aalborg Skyttekreds have pakket pistolerne ned og være med på det landshold, der møder nordiske våbenfæller ved Göteborg: Rune Knudsen, ægteparret Elizabeth og Bo Lykholt Andreasen, Thomas Thomsen og Nina Hylkjær. De får selskab af Ole Knudsen fra Store Restrup Skytteforening. Så både i Vingsted og i det vestlige Sverige vil man, udover skud, komme til at høre en del nordjysk i denne og næste weekend. Og så er det forøvrigt første gang, der er udtaget damehold til NM: Fire skytter, hvoraf de to altså er fra Aalborg. Bo Lykholt Andreasen har dyrket skydning igennem ca. 18 år: - Det handler først og fremmest om at være koncentreret. Og så om, at ens våben er i orden, siger han.