Nordjyske strygere i Sæby

Nordjyske Strygere kan opleves i Sæby Kirke.
Musik 17. januar 2007 05:00

SÆBY: Selv om det nu er seks år siden, strygeorkestret Nordjyske Strygere blev dannet, er det først nu, at orkestret når til Sæby. Men nu sker det så også med et brag af en koncert. Søndag 11. februar sidder de godt 20 musikere klar i Sæby kirke for at præsentere en koncert med 2 klassikere fra den danske strygermusik. Orkestret blev dannet i 2001 med det formål at give koncerter i området for at styrke interessen for strygermusik og strygeinstrumenterne, ikke mindst blandt unge. Orkestret består af musikere fra Aalborg Symfoniorkester, musikskolelærere, elever og lærere fra musikkonservatoriet i Aalborg og udvalgte amatører. Den kunstneriske ledelse af orkestret varetages af orkestrets koncertmester, violinisten Taras Danylyuk, der er uddannet i Kiev, men til daglig er violinist i Aalborg symfoniorkester. Med sig som leder af orkestret har han Galina Olesen. Ved koncerten i Sæby kan man høre orkestret spille to af de bedste danske værker for strygeorkester. Niels W. Gade (1817 – 1890) var selv violinist og derfor særdeles godt kendt med strygeinstrumenternes muligheder. Det afspejler hans to berømte suiter, begge med titlen Novelletter, også til fulde. Det er den første af disse to orkestersuiter, opus 53, som også er den kendeste, som opføres i Sæby kirke. Den lidt yngre Asger Hamerik (1843 – 1923) var mens han levede næsten lige så kendt i udlandet, som Gade var. Men her i landet blev han nærmest overset, sat i skyggen af Carl Nielsen og den almindelige reaktion mod romantikken. Han tilbragte da også en stor del af sit liv i USA, som leder af Peabody Instituttet i Baltimore. I vore dage er interessen for Asger Hameriks musik stigende her hjemme, hans Requiem opføres nu ikke så sjældent. Men det er Hameriks 6. symfoni, Symphonie Spirituelle, som spilles ved koncerten i Sæby, og selv om symfonien er for strygere alene, fornemmer man tydeligt, at Asger Hamerik er en symfoniker af den store, romantiske tradition. Foruden disse to værker byder koncerten også på en uropførelse, idet Nordjyske Strygere indleder eftermiddagen med at spille Ivan Høibergs korte, men fortættede koncertouverture Adagio Teneramente. Ivan Høiberg er til daglig organist ved Sæby kirke, men har skrevet en del kammermusik og orgelmusik. Så også på dette punkt er koncerten i Sæby kirke en lokal manifestation. Koncerten dirigeres af Gunnar Tagmose, der i en lang årrække har været koncertmester i Odense Symfoniorkester og fra 1968 til 1995 i radiosymfoniorkestret.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...